Frisører får sundhedsordning
15. sep. 2007 18.23 Indland
Opdat.: 15. sep. 2007 18.34De penge, man indbetaler til fagforeningen hver måned, går normalt til at sikre en højere løn og bedre arbejdsvilkår.
Men landets frisører får nu mere for kontingentet: Nemlig en sundhedsordning, der giver dem hjælp, hvis de brækker armen, får kræft eller af anden årsag må sygemeldes.
Fakta om frisører
- Frisører har 30 procent overhyppighed af brystkræft i forhold til andre dele af befolkningen, formentlig på grund af omgangen med kemikalier Efter ti år i faget er overhyppigheden steget til 70 procent.
- Forbundet anmelder cirka 75 arbejdsskader om året. Mange af dem handler om sygdomme i bevægeapparatet.
- De har svært ved at finde igennem sundhedssystemet, og til sidst kan en lille frisørfamilie være kørt ned, og det skal de ikke døje med, siger formanden for Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, Poul Monggaard til TV AVISEN.
Hjælp til sygehusvalg
Frisørerne kan blandt andet få hjælp til at finde rundt i frit sygehusvalg, behandlingsgarantier og ventetider.
Det kunne frisør Tanja S. Jørgensen have fået glæde af. Hun var sidste år sygemeldt med piskesmæld i flere måneder efter at have involveret i en busulykke. Skadestuen havde blot bedt hende gå til sin praktiserende læge, hvis hendes smerter fortsatte.
Det gjorde hun, og hun fik en henvisning til en fysioterapeut. Men hun stod alene med alt det praktiske om forsikringer og sygemeldinger. Så hun siger om sundhedsordningen:
- Det ville have været rigtig godt for mig, så det tror jeg kommer til at hjælpe rigtig mange mennesker fremover.
Stor hjælp for ufaglærte
Og ifølge direktør for Institut for Sundhedsvæsen Jes Søgaard vil sådan en sundhedsordning være en stor hjælp for især kortuddannede og ufaglærte, der i dag ikke får den samme behandling som akademikere.
- De udnytter ikke så hyppigt det frie sygehusvalg og de muligheder, der er for at komme på privathospital, siger Jes Søgaard.
Derfor gør landets største fagforbund 3F sig tanker om at indføre en ordning, der ligner frisørernes. Men forbundet er bekymret for, at det vil være med til at forringe det offentlige sygehusvæsen.
Og det er der ifølge Jes Søgaard en risiko for, når flere benytter sig af det frie sygehusvalg, som kan øge tilgangen til privathospitalerne:
- Men der er jo stillet de her muligheder til rådighed for befolkningen, og så drejer det sig om, at så mange som muligt udnytter dem, siger Jes Søgaard.
Frisørernes nye sundhedsordning er etableret i samarbejdet med Alka Forsikring og koster 14,75 kr. om måneden pr. medlem, men den medfører ikke kontingentstigninger.