Riv Riget ned!
04. feb. 2008 04.00 IndlandBimlende alarmer og telefoner får mange gange i timen støjniveauet på en almindelig sygehusafdeling op på niveau med et symfoniorkester.
- Støjen giver stress og øger risikoen for fejl og udbrændthed ved personalet, siger Lars Heslet, professor ved Rigshospitalets Intensiv Terapiafsnit.
Fejlmedicinering
Heslet har gennem flere år interesseret sig for moderne sygehusbyggeris betydning for patienter og personale. Han udgav for nylig bogen Sansernes Hospital, hvor han fremlagde sin konklusion:
- Nyt byggeri med god plads, rigtig belysning og mindre larm giver færre fejl og infektioner og styrker arbejdsglæden.
Han nævner medicinrummene som fejlkilde i det nuværende byggeri. Pladsen er trang og lyset dårligt, det kan give flere fejl.
Færre infektioner
De trange pladsforhold på Rigshospitalet forøger også faren for infektioner til gene for patienten og yderligere omkostning for sundhedsvæsenet. Som eksempel nævner Lars Heslet infektion i en hofte, der koster 1-1½ million kroner i ekstra udgift.
På de nye medicinske afdelinger i Aalborg er antallet af infektioner faldet med 18 procent, og den samlede indlæggelsestid blevet otte procent kortere.
Sygefravær faldt med 35 procent
Personaleudskiftningen blandt sygeplejersker på Rigshospitalet er på 20 procent. Det tal falder i nybyggeri og kan spare hospitalet for store udgifter til oplæring, mener Lars Heslet.
Sygefraværet kan også mindskes. I Aalborg er fraværet blandt social- og sundhedsassistenterne faldet med 35 procent i det to år gamle Medicinerhus.