Mistænkt i Muhammedsag løsladt igen
12. feb. 2008 21.57 Indland
Opdat.: 12. feb. 2008 22.55På én og samme dag blev en 40-årig mand anholdt og løsladt for at planlægge gennemførelsen af et drab mod bladtegneren Kurt Westergaard - manden, der tilbage i september 2005 tegnede profeten Muhammed med en bombe i sin turban.
Den 40-årige, der er dansk statsborger med marokkansk baggrund, blev anholdt i Århus natten til tirsdag sammen med to tunesere, der begge har bopæl og opholdstilladelse i Danmark, men ikke statsborgerskab.
Beviserne var ikke stærke nok
De tre mænd har været overvåget af Politiets Efterretningstjeneste (PET) i flere måneder, men selv om de er sigtet efter terrorloven, kommer de formentlig aldrig for en domstol.
Dansk-marokkaneren belv løsladt efter afhøringen, mens de to tunesere nu bliver udvist. Det indikerer, at politiets beviser ikke har været stærke nok til, at man kunne gå i retten og kræve mændene fængslet. Dermed har der efter alt at dømme været tale om en politiaktion, der alene havde til formål at forhindre et drab - og ikke at opklare en kriminalsag.
Skitse over tegnerens hus
DR Nyheder erfarer, at der under ransagningen er fundet effekter, der bestyrker politiet i, at det var det rigtige tidspunkt at slå til på. Blandt andet indgår der en skitse over Kurt Westergaards hus i politiets materiale.
Der har også været sendt sms'er rundt i muslimske grupper, som hævdede, at Kurt Westergaard allerede var slået ihjel.
At den danske statsborger har været igennem en præventiv samtale hos politiet - altså hvor han har fået at vide, at politiet ved, hvad han laver. Og at kan kun skal lave et fejltrin, så får han besøg af politiet igen.
PET har overvejet nøje
- Jeg mener, det er utroligt vigtigt at være opmærksom på, at PETs succeskriterium ikke er antallet af fængslinger eller domsfældelser, men at modvirke og forhindre, at der sker terror-relaterede forbrydelser. Og det synes at være tilfældet i den her sag, siger Hans Jørgen Bonnichsen til DR Nyheder. Han er tidligere operativ chef i PET.
- Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at PET selvfølgelig har opereret med en kalkuleret risiko. Man har kigget på fordele og ulemper ved at gennemføre en operation, som man jo har gjort i fuld offentlighed. Det betyder også, at man har vurderet om Muhammed-sagen kan blusse op igen rundt om i verden. Man har selvfølgelig også vurderet risikoen for, at aktionen kunne betyde en dæmonisering af muslimerne i Danmark. Men de risici mener man, at PET er i stand til at håndtere - også fremover, siger Hans Jørgen Bonnichsen til DR Nyheder.
Udvises på torsdag
De to tunesere skal - ifølge DR Nyheders oplysninger - ikke for en domstol, men for en dommer i en udlændingesag på torsdag.
Ifølge PET skal de udvises, fordi man skønner, at de udgør en fare for statens sikkerhed. Det vil sige, at PET har forelagt sit materiale for integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der så har sanktioneret beslutningen om at udvise dem.