Soldater får huller i hjernevævet
19. feb. 2008 21.14 Indland
Opdat.: 19. feb. 2008 21.52Når soldater er i kamp, får de ikke bare psykiske lidelser af eksplosioner og små slag. De risikerer også at få direkte fysiske skader i hjernen.
En undersøgelse af amerikanske soldater, der har været i kamp i Irak, viser, at soldaterne får små huller i hjernevævet, og forskningen kan få stor indflydelse på, hvordan man behandler soldater, der vender hjem fra krigszoner - også her i Danmark.
Soldaterne vender hjem med psykiske men såsom søvnløshed, koncentrationsproblemer, flashbacks og humørsvingninger - også kaldet posttraumatisk stress-syndrom. Og hjernescanninger viser, at nogle soldater med disse symptomer har fysiske hjerneskader.
Forsvaret undersøger grundigere
Den nye viden betyder, at Forsvaret fremover vil spørge mere ind til det mentale helbred blandt soldater, som menes at have slået hovedet under udsendelse, og deres helbred vil blive tjekket i flere omgange.
- De soldater vil vi gerne følge tættere. Så vi vil lave en psykologisk opfølgning tre måneder og ni måneder efter hjemkomsten ud over det sædvanlige spørgeskema efter et halvt år, fortæller stabslæge Hans Ole Jørgensen.
Kritiker: Drop spørgeskemaerne
Men det er ikke nok, mener Bjarne Hesselberg, der er formand for Kammeratstøtteordningen - en kreds af frivillige, som blandt andet tilbyder telefonisk rådgivning til soldater med psykiske men.
- I USA bruger man mange penge på at undersøge de hjemvendte soldater. I Danmark klarer vi det med at sende et spørgeskema ud. Det har vi prøvet før. Det hjælper ikke en dyt, siger Bjarne Hesselberg.
Han efterlyser mere forskning og mener, at alle hjemvendte soldater med psykiske men bør tilbydes en hjernescanning.
- Scan dem og kom i gang med at få etableret et center, hvor psykiatere og psykologer arbejder sammen i Danmark om det her, siger han.