Professor føler sig ført bag lyset i Omniscan-sag
22. feb. 2008 07.07 IndlandMichael Madsen har fået Patientforsikringens ord for, at Omniscan er skyld i hans invaliditet.
Michael Madsen er blind, men indtil for tre år siden var han fuldstændig selvhjulpen. En scanning i forbindelse med en nyretransplantation ændrede dog hans liv fuldstændigt. I dag kan han ingenting selv. Ledene i både arme og ben er hævede og stive, og han kan derfor hverken gå eller bruge sine hænder.
Ved scanningen blev kontrastmidlet Omniscan nemlig brugt - et kontrastmiddel han som nyrepatient ikke kunne udskille af kroppen, og derfor har han i dag patientforsikringes ord for at Omniscan er skyld i hans invalidering.
Mindst 60 nyrepatienter døde eller invalide
Producenten bag Omniscan vidste, at kontrastmidlet var farligt. Alligevel blev det sendt på markedet - og ifølge den seneste forskning, som læge Peter Marckmann fra Odense Universitetshospital står bag, er mindst 60 danske nyrepatienter som Michael Madsen enten døde eller blevet invalide af stoffet.
Kontrastmidlet Omniscan er lavet til at sprøjte ind i kroppen for at gøre billederne bedre, når man scanner patienter.
I dag ved man, at Omniscan er farligt, fordi det er kemisk ustabilt og kan frigive giftstoffet gadolinium. Men det vidste firmaet bag kontrastmidlet faktisk allerede i 1994, da Omniscan blev godkendt til patienter i Danmark, skriver Dagens Medicin.
Professor er skuffet
Dengang var professor ved Københavns Universitet, Henrik Thomsen, med til at undersøge kontrastmidlet. I dag føler han sig ført bag lyset af producenten bag stoffet.
- Man er naturligvis skuffet, når man bliver klar over, at der har været nogen, der har vidst noget, som vi andre ikke har vidst, siger Henrik Thomsen til Radioavisen.
Havde Henrik Thomsen kendt producentens forskningsresultater, havde han undersøgt Omniscan helt anderledes.
GE Healthcare: Sammenhæng ikke fastslået
- Jamen så skulle vi jo have målt indholdet af gadolinium i blodet, i knoglerne og i knoglemarven - og det var ikke det, der var på tapetet, siger Henrik Thomsen.
I dag er det medicinalgiganten GE Healthcare, der producerer Omniscan. Ingen i firmaet kunne i går stillet op til interview, men i en skriftlig kommentar skriver GE Healthcare, at der stadig forskes på området, men at sammenhængen mellem Omniscan og nyrepatienternes sygdom ikke er fuldstændig fastslået.
NSF og Omniscan
- Nefrogen systemisk fibrose (NSF) er en relativt ny og for de fleste læger ukendt lidelse. Den er første gang beskrevet i 1997.
- På verdensplan er indtil videre kun ca. 250 tilfælde registreret. Forsigtigt anslået er det samlede antal NSF-patienter på verdensplan mellem 1000 og 5000.
- NSF er for 85-90 procents vedkommende registreret som en bivirkning af MR-scanning med kontrastmidlet Omniscan og
næsten udelukkende blandt patienter med kronisk nyresvigt. - NSF er en bindevævssygdom, der som regel først viser sig som en alvorlig eksemlignende hudsygdom på arme og ben, sideløbende med smertefulde hævelser af arme, hænder og ben. NSF kan føre til en fortykkelse af huden, som hindrer, at led kan bøjes.
- Op til halvdelen af NSF-patienterne bliver invalideret, en tredjedel i svær grad.
- Obduktioner af afdøde NSFpatienter har vist, at sygdommen også kan brede sig til lever, hjerte og lunger, hvilket forklarer den øgede dødelighed.
Kilde: Dagens Medicin, 22. februar 2008
- Omniscan er et kontrastmiddel, som anvendes i forbindelse med MR-scanninger.
- Omniscan blev første gang markedsført i Danmark i januar 1994.
- Midlet blev oprindelig udviklet af biotekfirmaet Salutar, men i dag fremstilles og markedsføres Omniscan af GE Healthcare,
en division af et af verdens største firmaer, General Electric. - Omniscan indeholder ligesom en række andre godkendte MR-kontrastmidler det ekstremt giftige tungmetal gadolinium.
- Ifølge Lægemiddelstyrelsen er ca. 30 mio. patienter på verdensplan blevet undersøgt med kontrastmidlet, siden det blev markedsført.
- I Danmark blev ca. 17.500 patienter undersøgt med midlet i 2006. Det årlige antal patienter undersøgt med Omniscan er dog faldet drastisk siden 2006 - fra en markedsandel på 58 pct. i slutningen af 2005 til en markedsandel på under 8 pct. i slutningen af 2007.
Kilde: Dagens Medicin, 22. februar 2008
1992
Amerikanske forskere advarer i Mosby Year Book 1992, Contrast agents. Magnetic resonance imaging 2.nd edition om, at kontrastmidler af den type, Omniscan tilhører, øger risikoen for, at det giftige tungmetal gadolinium frigives i kroppen. Forskerne var Scott M. Rocklage, som på vegne af biotekfi rmaet Salutar var med til at udvikle (syntetisere) gadodiamid, som er det aktive stof i Omniscan, A.D. Watson og M.J. Carvlin.
1993
Omniscan godkendes i USA og EU
1994
Omniscan godkendes og markedsføres i Danmark. Samme år offentliggøres en videnskabelig artikel af en gruppe forskere fra Nycomed Salutar i Investigative Radiology, Volume 29, som peger på, at Omniscan er kemisk ustabilt, og at brugen derfor indebærer en øget risiko for, at gadolinium kan skade patienterne.
1997
Første tilfælde af nefrogen systemisk fibrose registreres i USA.
2003
Patientforsikringen i Danmark anerkender, at en 55-årig svært nyresyg kvinde døde på grund af en »usædvanlig og meget alvorlig allergisk reaktion« på Omniscan.
2006
Undersøgelser fra Østrig og Herlev peger på sammenhæng mellem brug af Omniscan til svært nyresyge patienter og nefrogen systemisk fibrose. Den østrigske forsker T. Grobner offentliggør sine resultater i starten af 2006 i tidsskriftet Nephrology, Dialysis and Transplantation. Nefrologer og radiologer på Herlev Hospital stopper omgående brugen af Omniscan. Lægemiddelstyrelsen og det europæiske
lægemiddelagentur, EMEA, indleder en undersøgelse.
2007
EMEA og Lægemiddelstyrelsen fraråder brug af Omniscan til svært nyresyge patienter.
2008
Patientforsikringen anerkender skader efter brug af Omniscan. I februar offentliggøres artikel af Peter Marckmann, Henrik Thomsen og Casper Rydahl i tidsskriftet Investigative Radiology (2008; 2: 141-144), hvor de gennemgår samtlige NSF-tilfælde fra Herlev og kommer med et bud på risikoen for, at svært nyresyge patienter udsat for gadodiamid udvikler NSF. Risikoen er, med deres ord, »uacceptabelt
høj«.
Kilde: Dagens Medicin, 22. februar 2008