Madeleine Albright kritiserer Muhammedtegningerne
06. mar. 2008 22.12 Indland
Opdat.: 07. mar. 2008 00.25Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright kritiserer Jyllands-Postens Muhammedtegninger.
- Jeg tror selvfølgelig på ytringsfriheden, men jeg mener også, at frihed kommer med ansvar. Det er svært for mig at forstå, hvad tegnerne fik ud af at gøre det, siger Albright til Clement Kjersgaard i Deadline på DR2.
Frihed på en ansvarlig måde
- Men jeg tror på pressefrihed. Og jeg mener at det er vigtigt for folk at bruge deres frihed på en ansvarlig måde, uden nødvendigvis at fornærme andre, siger den tidligere udenrigsminister.
- Man skal også opdrage folk med en idé om hvad det er at være en god borger. (...) I USA siger man, ”Du har ret til at ytre dig, men ikke til at råbe ’brand’ i en fyldt teatersal”.”
På spørgsmålet om, hvad politikerne i Danmark skal gøre, lyder hendes svar: - Jeg mener, at politikerne skal sige de ting, jeg lige har sagt.
Som udenrigsminister arbejdede Albright for, at de ansatte i udenrigsministeriet skulle lære om islam.
Ikke en monolit
- Jeg ved ikke med danskerne, men amerikanere ved ikke særligt meget. De taler om "den muslimske verden", selvom den ikke er en monolit - ikke alle muslimer bor i Mellemøsten, nogle i Indien og Indonesien, siger hun.
- Der er mange kendsgerninger, som folk bør kende. Bare at gøre grin med andre menneskers religion er, i mine øjne, ikke en ansvarlig handling. Og det mener hun, skyldes uvidenhed, siger Albright.
Madelaine Albright tilføjer dog, at hun ikke vil indblandes i "et meget kompliceret indenrigspolitisk spørgsmål". Hun udgav i 2006 bogen ”The Mighty And the Almighty” om politik og religion.