Cigaretter skal være dyrere
12. mar. 2008 07.15 Indland
Opdat.: 12. mar. 2008 07.51Kræftens Bekæmpelse har et ambitiøst mål: Antallet af unge rygere i Danmark skal halveres frem mod 2015.
Inspirationen har Kræftens Bekæmpelse hentet fra Norge, hvor erfaringen er, at man kan halvere antallet af unge rygere mellem 13 og 15 år på bare fem år.
Prisen har stor betydning
Kræftens Bekæmpelse fremsætter nu som konsekvens af de norske erfaringer en 11-punkts-strategi, som skal have til formål at få unge til at droppe cigaretterne.
Et af punkterne er, at prisen på cigaretter skal op. Internationale studier viser nemlig, at prisen på tobak har en stor betydning for unges rygevaner. Prisen på tobak er især relevant i den fase, hvor unge går fra at være festrygere til faste rygere.
- Man ved direkte, at prisen har en stor afgørelse. Hvis man hæver prisen med 10 procent, som falder antallet af børn og unge, der ryger med fire procent. Det har man fra store amerikanske undersøgelser, siger projektchef i Kræftens Bekæmpelse Per Kim Nielsen til P1 Morgen.
Rygning
-
Blandt danskere i alderen 15 år og opefter ryger ca. 24 % dagligt
-
22 % af kvinderne og 26 % af mændene (december 2007).
-
Desuden ryger ca. 4 % ryger af og til
-
I alt er der derfor 28 % af danskerne, der ryger.
Læs mere om danskernes rygevaner.
Unge må aldrig starte rygningen
De 11 punkter er afleveret til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, folketingets sundhedsudvalg og forebyggelseskommissionen.
Den røde tråd i punkterne er, at regnestykket på færre unge rygere går op på den måde, at man sikrer, at de aldrig starter.
Nogle af punkterne har offentligheden før stiftet bekendtskab med. Der er blandt andet tale om advarselsbilleder på alle tobaksvarer.
Håb om politisk opbakning til plan
Et andet punkt lyder, at røgen skal væk fra de steder, hvor de unge færdes. Alle skoler og institutioner skal være komplet røgfri. Et initiativ som hilses velkomment af Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blitx.
- Netop på skoler og børneinstitutioner er det vigtigt, at man som rollemodel ikke ryger, for det er dem børnene ser til hverdag og ser op til, siger hun.
Aldersgrænsen for køb af tobak skal desuden hæves til 18 år, og rygning på film og tv skal begrænses, lyder forslagene.
Kræftens Bekæmpelse håber, at punkterne vil gøre indtryk på politikerne, så disse vil forpligte sig til at halvere antallet af unge rygere inden år 2015.