DA: Giv unge indvandrere en chance
28. mar. 2008 01.17 Indland
Opdat.: 28. mar. 2008 05.15Frygten for, at det bliver sværere for unge med mellemøstlig baggrund at få job eller praktikplads efter vinterens gadeoptøjer, får nu Dansk Arbejdsgiverforening og erhvervsskolerne til at opfordre arbejdspladserne til at tage godt imod dem, skriver Jyllands Posten.
Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen siger, at optøjerne i væsentligt omfang skyldes, at politikerne ikke har taget opgaven med integration alvorlig.
- Men det må ikke føre til, at der nu tegnes et negativt og stereotypt billede af en hel generation af unge indvandrere. De skal have en chance, siger Jørn Neergaard Larsen.
Smør ikke fordomme på uskyldige
- Derfor opfordrer jeg til, at man på virksomhederne gør en ekstraordinær indsats for at bedømme det enkelte unge menneske på hans eller hendes egen vilje til at møde udfordringerne. Det er helt afgørende, at vi ikke smører fordomme i hovedet på uskyldige, siger han.
Formanden for lederne på Danmarks 70 erhvervsskoler, Ingo Østerskov fra erhvervsskolen i Ballerup, støtter opfordringen. Han frygter, at den omfattende mediedækning af unge, voldelige indvandreres optøjer kommer til at ramme de unge indvandrere generelt.