Muslimer frygter flere tørklædeforbud
14. maj 2008 23.14 IndlandMuslimernes Fællesråd frygter, at regeringens beslutning om at dommere ikke må bære religiøse symboler er starten på en tendens, der i fremtiden vil omfatte flere faggrupper.
- Det er en særdeles farlig glidebane, der ikke går mod et åbent og inkluderende samfund, som det danske forhåbentlig skal blive med at være, siger rådets talsmand, Zubair Butt Hussain.
Arbejde i udlandet
Men bliver det tendens, forudser Muslimernes Fællesråd, at danske muslimer i stigende grad vil vælge erhverv, der giver mulighed for at arbejde i udlandet.
Dansk Muslimsk Union mener, at regeringens beslutning er "en sort dag for det danske demokrati og et knæfald for antimuslimske kræfter".
Tænder i byttet
Unionen, der består af mere end 30 muslimske foreninger og organisationer i Danmark, frygter lige som Muslimernes Fællesråd at flere forbud er undervejs.
- Dansk Folkeparti har nu fået sat tænderne i sit bytte, og partiet vil æde løs indtil der ikke er mere tilbage. Dansk Folkeparti vil ikke stoppe ved et forbud mod tørklædet indenfor domstolene, men vil fastholde forslaget om, at et forbud mod at bære tørklæde også skal gælde inden for den offentlige sektor, hvilket vil omfatte lærere, skoleelever, læger, sygeplejersker, politikere og politi, advarer Dansk Muslimsk Union.