Danmark taber terræn i forhold til vore nabolande og resten af Europa i konkurrencen om udenlandske turister, skriver Jyllands-Posten.
- Vi taber markedsandele - oven i købet på et voksende marked - fordi vi ikke er dygtige nok til markedsføring og til at finde nye målgrupper. Vi lever stadig højt på at proppe folk ind i sommerhuse, siger Carl Holst, der er formand for Region Syddanmark og for Danske Regioners udvalg for regional udvikling.
Fald i Danmark
En rapport fra Danske Kommuner viser, at antallet af overnattende udenlandske turister i perioden 1998-2006 er faldet med 12 procent, men det er steget med godt 20 procent i vore nordiske nabolande og med knap 35 procent i 15 eurolande.
- Danmark har sovet i timen og ikke rigtigt opdaget, at rejsemønstret har ændret sig, og at folk efterspørger andet end en liggestol i klitten, siger Carl Holst.
Jens Hausted, direktør i det regionale udviklingsselskab Midtjysk Turisme, mener, at vi skal blive bedre til at skræddersy tilbuddene til bestemte målgrupper.
Visit Denmark optimistisk
På det nationale plan er direktør Dorte Killerich fra Visit Denmark - tidligere Danmarks Turistråd - ikke så pessimistisk.
- Vi kan sælge Danmark på vores samfundsværdier som et begavet, ansvarligt og uhøjtideligt land og på en række turistmagneter, som både rummer natur, kultur og oplevelse, siger hun.