Amnesty: Udvisning af tunesere er uforsvarlig
22. jun. 2008 22.52 IndlandDet vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, hvis de to tunesiske mænd, der er udvist for modplaner mod tegneren Kurt Westergaard, bliver udvist til Tunesien, skriver Berlingske Tidende.
I en rapport fra Amnesty International om forholdene i Tunesien fremgår det, at udvisningen vil være problematisk på hele tre områder.
Er blevet udsat for tortur
For det første dokumenteres det i rapporten, der offentliggøres i dag, at de tunesiske myndigheders brug af tortur er "systematisk".
For det andet er de terrormistænkte tunesere, som andre europæiske lande har sendt tilbage, blevet udsat for tortur og andre overgreb efter at være blevet udleveret til myndighederne i det nordafrikanske land.
For det tredje har Tunesien ikke ønsket at indgå de særlige udvisningsaftaler, som regeringen herhjemme satser på at kunne bruge i forhold til de to tunesere. Det drejer sig om en såkaldt diplomatisk forsikring, hvor regeringen i Tunis lover, at de udviste bliver behandlet ordentligt. En sådan garanti har styret i Tunesien ikke villet give andre lande, fremgår det af Amnesty-rapporten.
Amnesty: Uansvarligt
- Det må stå klart for enhver, at det er fuldstændig uansvarligt at tvangshjemsende tunesiske statsborgere under de nuværende omstændigheder, hvor der er overhængende risiko for tortur og mishandling, siger Eva Hesse, der er kampagneleder i Amnestys danske afdeling.
Også Jonas Christoffersen, der som forsker ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet følger sagen om de to tunesere nøje, mener, at regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti får svært ved at udvise de to tunesere på forsvarlig vis.
- Det kan blive ganske vanskeligt at udvise de fængslede tunesere, men de danske myndigheder må tage stilling til risikoen, siger Jonas Christoffersen til Berlingske Tidende.