Køledisken sveder i sommervarmen
04. jul. 2008 08.39 IndlandFor mange kølediske sveder i sommervarmen.
Det er konklusionen fra Fødevarekontrollen efter 152 uanmeldte besøg til supermarkeder i Region Sydjylland. Hver femte butik fik en indskærpelse eller bøde ud af besøget. Det skriver Jydske Vestkysten i dag.
- Der er en del virksomheder, der har problemer, og kølevarerne er et område, de bør have mere fokus på fremover, siger sektionsleder i Fødevareregion Syd, Eva Rosenørn.
Hun synes hver femte er et forholdsvis højt tal.
- Køledisken kan ikke følge med
Ofte er problemet, at supermarkederne fylder for meget i fryse- og kølediske, så kølediskene ikke kan følge med, mener ernæringsekspert Preben Vestergaard fra Suhrs Videncenter i København.
- Ved den her årstid oplever vi altid en forøget sygdomsrisiko for forbrugerne, ofte fordi hygiejnen i køkkenet ikke er god nok. Men det er klart, at jo mere bakterierne kan opformeres i butikken, jo større er risikoen for, at forbrugerne også bliver syge af det, siger Preben Vestergaard.
Det er første gang, at Fødevarekontrollen gennemfører en kampagne specielt rettet mod kølevarer.
Kontrol med supermarkeder
-
Fødevarestyrelsen foretager uanmeldte kontrolbesøg mindst én gang årligt i supermarkeder.
-
Har et supermarked overtrådt regler kan det føre til bøder og/eller politianmeldelse.
-
Fødevarestyrelsen kontrollerer blandt andet supermarkedets egenkontrol, gennemgår virksomhedens lokaler, maskiner og varer og sikrer at papirer og tilladelser er gyldige.
-
Du kan læse mere om fødevarestyrelsens kontrol
her