PET vil rense sproget for islamistiske ord
13. aug. 2008 11.03
Opdat.: 13. aug. 2008 11.15Politiets Efterretningstjeneste, PET, vil have ord som "jihad", "mujahideenere" og "martyrer" fjernet fra myndighedernes sprogbrug.
Det er ord, som terrorister kan bruge til at retfærdiggøre vold, mener PET, og derfor bærer man ved til terroristernes bål, når man bruger de begreber og ord som terroristerne selv beskriver deres handlinger med.
Kamp om ord
PET fremlægger derfor et sæt retningslinjer, som myndigheder bør rette sig efter, når man taler og skriver om terrorisme.
- Det handler ikke om politisk korrekthed, men om at sikre en sprogbrug, der er så præcis og objektiv som muligt. Terrorister kæmper ikke blot en voldelig kamp, men også en kamp på ord - om et bestemt syn på verden, siger chefen for PET's afdeling for sikkerhed Anja Dalgaard-Nielsen.
Ifølge PET er kernen i mange terrorgruppers budskab, at muslimer undertrykkes og ydmyges af Vesten. De har et anti-vestligt verdenssyn og bruger sproget til at skabe en kløft mellem muslimer og resten af verden. På den måde retfærdiggøres vold i islams navn.
Retningslinjer for terrorsprogbrug
PET's Center for Terroranalyse (CTA) anbefaler, at man lader være med at bruge følgende udtryk:
-
Jihad, jihadist og hellige krigere: Blandt islamiske lærde er der uenighed om ordets betydning. I nogle kredse opfattes ordet jihad som en legitim begrundelse for anvendelse af vold. Ordet kan altså være med til at bekræfte terroristernes handling som en religiøs pligt.
-
Mujahideenere og martyrer: Risikerer at bidrage til terroristernes egen opfattelse af heltedåd.
-
Fundamentalisme: Refererer i trosspørgsmål til at være bogstavtro. Koranen bliver af muslimer opfattet som Guds ord, der ikke kan betvivles. Derfor kan alle muslimer i princippet opfattes som fundamentalister, og derfor er det misvisende at bruge det om ekstreme grupperinger.
-
Salafisme og wahabisme: Der er stor uenighed om indholdet af disse religiøse retninger inden for islam, så de bør undgås.
-
PET understreger, at terror først og fremmest skal opfattes som voldeligt middel til at opnå politiske mål, og derfor er ord som terrorist, ekstremist, militant og voldelig gode at bruge.
-
Læs hele PET's vejledning
her.