Kim Larsen til kamp mod rygeloven
20. aug. 2008 06.16 Indland
Opdat.: 20. aug. 2008 06.42Kim Larsen og Himmelblå Fonden har valgt at bruge flere hundrede tusinde kroner på en kampagne mod rygeloven.
- Det er en kamp for frihed og demokrati, fortæller Kim Larsens manager, Jørn Jeppesen til Fyens Stiftstidende.
Reklamer på togstationer
Fra i mandags og et par uger frem pryder plakater med påskriften "Tillykke med rygeloven. Gesundheit macht frei" (sundhed gør fri), togstationernes reklamestandere landet over.
- Sloganet "Gesundheit macht frei" er langtfra grebet ud af den blå luft, men har en ganske særlig inspiration, beretter Jørn Jeppesen.
- Det er inspireret af det nazistiske "Arbeit macht frei" (arbejde gør fri). Nazisterne var jo de første, der indførte rygelovgivning i deres jagt på det rene, ariske menneske, siger han til Fyens Stiftstidende.
Ifølge Fyens Stiftstidende består kampagnen af plakater på togstationer, samt flyers, gocards på 600-700 caféer og plakater i landets fire største byer.
Bekostelig kampagne
Listeprisen alene for plakatkampagnen på togstationerne er normalt 415.000 kr., fortæller Peter Friis fra reklamefirmaet Clearchannel, der har opsat de mange plakater på togstationerne.
Bestyrelsen i Himmelblå Fonden, består, ud over Kim Larsen af multikunstneren Erik Clausen, skuespillerinden Anne Marie Helger, musikeren Peter Ingemann og plademanden Poul Bruun tilsammen kaldet "Det Dårlige Selskab".