Nyt udbrud af bluetongue
27. aug. 2008 17.33 Indland
Opdat.: 27. aug. 2008 17.50En kødkvægsbesætning i Bredebro i Sønderjylland er blevet ramt af husdyrsygdommen bluetongue.
Besætningen består af ca. 100 kreaturer og 13 får. Mistanken om bluetongue opstod i går, da besætningen var ved at blive vaccineret første gang mod sygdommen. To kreaturer viste tegn på sygdom, og i prøven fra det ene dyr er der i dag fundet bluetongue-virus.
Kommer fra Sydeuropa
Hidtil har der kun været ét tilfælde herhjemme, nemlig i en fårebesætning. Men i Sydeuropa er sygdommen velkendt og i hastig march nordover. Et udbrud i Holland gav landmændene tab på cirka 750 millioner kroner.
Sygdommen medfører gispende åndenød, væskeansamlinger i hovedet og høj feber, og får og geder bliver halte. Kvæg angribes knap så hårdt, og kun de færreste vil dø.
Mange vaccineres
I Danmark er en stor vaccinationskampagne for kvæg, får og geder gået i gang denne sommer, og det var i forbindelse med den kampagne, at bluetongue-virussen blev opdaget.
Cirka 14.500 besætninger får besøg.
Bluetongue kan ikke smitte mennesker, og syge dyr udgør derfor heller ingen fare for mennesker.