Fighters+Lovers dømt for terrorstøtte

Gruppen Fighters+Lovers støttede terror, da de solgte t-shirts til fordel for grupperne FARC og PFLP. Det har landsretten slået fast.

Det var terrorstøtte, da gruppen Fighters+Lovers solgte t-shirts til fordel for den colombianske oprørsgruppe FARC og en palæstinensiske gruppe PFLP.

Det afgjorde Østre Landsret torsdag og gik dermed imod byrettens frifindelse af de syv tiltalte i sagen.

To af de tiltalte blev idømt seks måneders ubetinget fæng­sel, to andre fik fire måneders betinget fængsel, mens to slap med 60 dages betinget fængsel.

“"Med fængsel indtil 10 år straffes den, som direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a (selve terrorparagrafferne, red.)."”

Fra terrorloven

“"De tiltaltes henvisning til, at Colombia overtræder menneskerettighederne, og at Israel i forhold til palæstinenserne ligeledes overtræder menneskerettighederne, kan ikke retfær­diggøre, at FARC hen­holdsvis PFLP begår overgreb mod civile."”

Citat fra dommen

Afviste bevismateriale

For knap tre år siden solgte Fighters+Lovers t-shirts for at støtte køb af radioudstyr til FARC og et trykkeri til PFLP.

De samlede i alt 24.982 kroner ind, men pengene kom aldrig til Colombia og Palæstina. Politiet anholdt nemlig de syv i februar 2006 og forhindrede pengene i at nå frem.

Retten har tidligere afvist en del af anklagerens bevismateriale, fordi det er usikkert, om der har været brugt tortur i Colombia til at fremtvinge tilståelser fra FARC-medlemmer.

Tilståelserne er brugt i den danske sag for at underbygge vurderingen af FARC som en organisation, der anvender vold mod civile.

Hvad er terror

Det kontroversielle ved sagen mod Fighters+Lovers er, at bevismaterialet hviler på billedet af FARC og PFLP som terrororganisationer. Dermed har en dansk domstol for første gang skullet tage stilling til, hvad terror er.

Da sagen var for i byretten i december sidste år, blev de syv tiltalte frifundet. Retten mente nok, at PFLP og Farc bruger både drab og bortførelser i deres kamp, men det var ikke lykkedes anklagerne at bevise, at man kunne tale om terror.

Derfor endte det dengang med en frifindelse.

Terror i dag - frihedskamp i morgen

Forsvarer Thorkild Høyer har sat spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er sager som denne, terrorlovgivningen retter sig mod. I forarbejdet til loven har politikerne gjort det klart, at "væbnet kamp, der skal bevare eller genindføre demokratiske værdier, ikke kan sidestilles med terrorisme."

- En domfældelse vil betyde en stopper for solidaritetsarbejde, som vi kender det i Danmark. Historisk har det ofte vist sig, at gårsdagens og måske også dagens terrorister er morgendagens helte, sagde han i begyndelsen af september.

Drab og lemlæstelse i læssevis

Derimod mente anklagerne ikke, at der var nogen tvivl om, at FARC og PFLP var terrororganisationer.

- Det handler om drab og lemlæstelse af civile i læssevis, sagde den ene anklager, Lars Munk Plum, efter sidste retsmøde.

Forsvarer Thorkild Høyer sagde efter dommen, at han vil prøve at skaffe bevilling til at føre sagen ved Højesteret, efter at byretten og landsretten er kommet til to forskellige konklusioner.

Siger procesbevillingsnævnet nej til det, er næste skridt Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

FARC, PFLP og straffelovens §114
  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: