Vin på pap er et hit
18. sep. 2008 14.44 IndlandFor fem år siden stod flaskerne på rad og række i supermarkedernes vinafdelinger, og vin på en-liters papkartoner hed "pap-vin" og var henvist til et par støvede hylder på tankstationerne.
Nu er kartonerne vokset, vinen er blevet bedre og har skiftet navn til "bag-in-box". Og de store papkartoner er ved at fortrænge flaskerne fra hr. og fru Danmarks indkøbshylder.
Ikke mere solgt vin i alt
Salget af "bag-in-box"-rødvin er steget med fem procent hvert år, siden Dansk Supermarked indførte vin på papkartoner for fem år siden. Det oplyser Henrik Dahlsgaard, der er indkøbschef for vin i Dansk Supermarked.
Men selv om salget udgør nu mellem 25 og 30 procent af vinmarkedet, er den samlede mængde af rødvin, der ruller hen af indkøbsbåndet det samme, fordi salget af flasker falder samtidig med at salget af kartoner stiger.
Papvin kan øge forbruget hos den enkelte
Alligevel er de mange papvine, der havner i danskernes køkkener ikke noget, der ligefrem begejstrer alkoholekspert Janne Tolstrup.
- Det er meget sandsynligt, at en "bag-in-box" med vin kan påvirke folk, så de tager et glas for meget, siger hun til dr.dk.
Nemt at glemme, hvor mange glas, der er røget ned
Hun sammenligner med situationen, da sodavand og slik kom i større emballager, og forbruget steg. Når vinen bare står der på køkkenbordet og er lige til at tappe af, er det ret nemt at glemme, om man nu har fået to eller tre glas. Det er mere tydeligt, når man ser "vinstanden" synke i en flaske, mener hun.
Og det er store mængder rødvin og andet alkohol, der hver dag havner i maven på danskerne. En rapport fra Sundhedsstyrelsen viser at 860.000 danskere drikker mere end genstandsgrænsen. En stor del af dem er såkaldte "almindelige" danskere mellem 54 og 64 år.
Gammel myte, at rødvin er sundt
Skulle man nu høre til dem, der mener at huske noget med, at rødvin er godt for hjertet, så kan man godt tro om igen.
- Mange tror, at det er godt at drikke rødvin, men det er en gammel myte, sige Janne Tolstrup til dr.dk.
Myten stammer fra dengang, hvor en undersøgelse viste, at folk der drak rødvin havde færre problemer med hjertet end for eksempel folk, der drak øl.
Rødvinsdrikkere lever sundere end øldrikkere
- Forklaringen viste sig at være, at rødvinsdrikkere typisk har en sundere livsstil i øvrigt end øldrikkere. De dyrker mere motion og spiser sundere, siger Janne Tolstrup.
Hun fortæller, at det viste sig at være alkohol i sig selv, der kan være godt for hjertet hos den midaldrende del af befolkningen - i små mængder.