Bandepoliti på vej i de store byer
13. okt. 2008 06.36 Indland
Opdat.: 13. okt. 2008 06.41Et bredt politisk flertal bakker op om et forslag fra Dansk Folkeparti, der vil oprette særlige politienheder i store byer som København, Århus, Odense og Aalborg. Politienheder, der udelukkende skal have til opgave at bekæmpe bandekriminalitet.
Bandekriminalitet i dag
- I Københavns Politi er det Afdeling for Organiseret Kriminalitet, som på nuværende tidspunkt tager sig af bandekriminalitet.
- Chefpolitiinspektør i København Per Larsen udtaler, at han spekulerer på, om de har ressourcer nok i det lange løb.
- Hidtil har politiet haft svært ved at komme efter banderne på grund af knappe ressourcer. Derfor har politiet brug for et rygstød, og der bør oprettes særlige bandeenheder i alle de politikredse, hvor der er behov for det, siger partiets næstformand Peter Skaarup til Politiken.
Penge på finansloven
Dansk Folkeparti har allerede foreslået, at der afsættes 300 millioner kroner ekstra til retsområdet på den kommende finanslov. Partiet mener, at nogle af disse penge skal bruges på det nye, særlige bandepoliti.
Regeringspartierne, De Radikale, Socialdemokraterne og SF er positive over for ideen.
- Vi er oppe imod en kriminalitetsform, som kræver et vedholdende fokus. Så det er vi meget indstillet på at diskutere, siger Venstres retspolitiske ordfører Kim Andersen til avisen.