En skive agurk var ved at tage livet af Emilie

Det er en kold, men solrig efterårsaften for to år siden. 27-årige Mathilde Christensen og hendes mand Martin har inviteret Mathildes forældre til middag. Mathilde kigger på sin etårige datter og smiler. Emilie har først lige lært at spise selv, og det kan ses. På tallerkenen foran Emilie ligger nogle stykker oksekød, der er skåret i småbørnsvenlige bidder, agurk i skiver, tomater i små hapser og så en bunke kartoffelmos. Som en anden kolonimagt har kartoffelmosen imidlertid også spredt sig til alle mulige andre områder i nærheden af, og på, Emilie.

Der er kartoffelmos på bordet, på gulvet og på den høje stol fra Ikea. Der er kartoffelmos på Emilies røde stofhagesmæk, på den lyserøde trøje og de lige så lyserøde bukser. Der er kartoffelmos på Emilies kinder, på Emilies næse og såmænd også lidt i det mellemblonde hår, der har et skær af rødt, når lyset falder rigtigt. Kort sagt - der er kartoffelmos overalt. Og Emilie smiler henrykt.

Vil selv!
En måneds tid før middagen begyndte Emilie at brokke sig, når hun fik mad. Hun hylede og fægtede med armene, når Mathilde og hendes mand forsøgte at made hende. De kunne ikke helt finde ud af, hvad der var galt. Pludselig en dag gik det op for dem, at det jo kunne være, at hun ville spise selv. Og ganske rigtigt, der faldt mere ro over måltiderne, efter at Emilie selv fik styringen med skeen.

Komisk klamhed
Mathilde sidder ved siden af sin mand Martin ved aftensmaden. Over for dem sidder hendes forældre. Ved bordenden til højre for Mathilde sidder Emilie, som hygger sig gevaldigt med maden. Hun pludrer lystigt, selv om maden er overalt. Mathilde synes egentlig, at det er lidt ulækkert, at Emilie sviner selv og omgivelserne til, men det skal jo læres. Og så ser det altså lidt komisk ud. Emilie samler en skive agurk op i sine små fingre, og Mathildes fokus skifter fra Emilie til forældrene, middagen og samtalen over bordet.

Pludselig ringer Mathildes indre alarmklokker. Noget er galt. Hendes sjette sans får hende til at skifte fokus tilbage til sin datter igen. Emilie er blevet tavs. Hun pludrer ikke, som hun plejer. Mathilde kigger på sin datter. Emilies øjne flakker panisk fra side til side. Hendes læber er ved at skifte farve. Fra røde til blålige. Hun siger ikke en lyd, selv om hun ligner en, der gerne ville. Hun har agurkeskiven fra før i hånden, men nu er den kun halv.

Tre dage efter førstehjælpskursus
Tre dage før middagen tog Mathilde et førstehjælpskursus hos Dansk Folkehjælp. Hun var sygeplejestuderende og var utilfreds med, at de først skulle lære førstehjælp senere på uddannelsen. Derfor besluttede hun selv at opsøge et kursus. Desuden kunne det vel aldrig skade at kunne noget førstehjælp, og hun havde hørt fra andre, at de havde fået meget ud af kurset. Og noget af det specielle ved netop dette kursus var, at man også lærte, hvordan man gav førstehjælp til små børn.

Mathilde er cool
Mathilde reagerer, som hun netop har lært på kurset. Hun får overblik over situationen. Emilies læber er blå, og hun kan ikke sige noget. Der er taget en bid af agurken. Mathilde konkluderer hurtigt, at bidden må befinde sig i Emilies hals. Hvor den blokerer for hendes lufttilførsel. Det første Mathilde tænker er, at hun skal bevare roen. Hvis hun bliver bange, vil Emilie kunne mærke det med det samme. "Emilie får ikke noget ud af, at jeg går i panik," tænker Mathilde.

Hun løfter stille og roligt sin paniske datter ud af hendes stol og lægger hende på maven på sin venstre arm, så hovedet ligger i hendes håndflade. Med højre hånd dunker hun let Emilie i ryggen. En gang. To gange. Tredje gang flyver agurkestykket ud af Emilies mund og havner på gulvet. Emilie stikker i et vræl. Mathilde ånder lettet op. Emilies vræl betyder, at hun igen kan få luft. Først nu reagerer resten af selskabet. Langsomt går det op for resten af familien, hvilket drama der lige er foregået for næsen af dem. Forældrene roser Mathilde. De ville ikke have vidst, hvad de skulle stille op, hvis de havde stået i hendes situation.

Chokket kommer snigende
Det går op for Mathilde, at hun lige har reddet sin datters liv. Havde hun ikke handlet korrekt, havde hendes datter ikke kunne trække vejret. Chokket kommer snigende. Hun tør næsten ikke at tænke på, hvad der kunne være sket. Stemmen bæver lidt, og hun kan ikke få sig selv til at udtale konsekvensen. Hun kunne have mistet sit barn. Til en skive agurk.

Mens Mathilde fortæller historien om den aften for to år siden, larmer Emilie i baggrunden. Emilie er i dag tre år gammel. Hun har det godt, og er en sprudlende og nysgerrig pige, nøjagtig lige som de fleste andre treårige. Hun kom sig hurtigt over chokket, og kort efter episoden legede hun videre, som om intet var hændt. Hun kan intet huske fra dengang. Og hun elsker agurk.