Rønn: Mistænkeliggørelse kan skabe terror
20. nov. 2008 23.26 Indland
Opdat.: 21. nov. 2008 04.48- Terrorismen er lige afskyelig, uanset hvilken religion den gemmer sig bag. Terrorhandlinger og holdninger, der fører til planlægning af terror, er altid en politisag. Men generel mistænkeliggørelse af muslimer i Danmark kan føre til terror, skriver Birthe Rønn Hornbech i Kristeligt Dagblad.
Hun nævner den amerikanske ambassadør, James P. Cain, som et eksempel på en mand, der har ydet en stor indsats for integrationen i Danmark.
- Han er værd at lytte til, når han netop fremhæver, at langt de fleste muslimer ikke er en trussel mod Danmark og fremfører, hvor vigtigt det er, at danskerne forstår dette, så muslimerne ikke føler sig uønskede og dermed af selv drives ud i ekstremismen, skriver hun.
Ministeren opfordrer danskerne til at åbne sig over for muslimerne, som hun mener, at det kristne Danmark har et fællesskab med.
- Vigtigt er det, at vi - uanset tro - føler et fællesskab om at være borgere i Danmark, og at vi også åbner op for og forstår, at det faktisk er det, de fleste muslimer ønsker. Nemlig at være fuldgyldige medlemmer af det danske samfund, skriver fra Birthe Rønn Hornbech.