Fast årligt abonnement for at køre på motorvejen
02. dec. 2008 06.59 Region Sjælland
Opdat.: 02. dec. 2008 07.16Betal 1.500 kroner om året - og kør lige så meget du vil på motorvejen.
Flere partier på Christiansborg er vilde med en østrisk betalingsordning, hvor bilisterne betaler for at køre på motorvejene.
Venstre foreslår i følge Berlingske Tidende, at ordningen allerede gennemføres i 2010.
Ordningen, der skal gælde indtil en egentlig roadpricing er på plads, har altså et fast årligt abonnement. Udenlandske bilister og fritidstrafikanter skal til gengæld have mulighed for at købe et billigere ugekort. Kvitteringen for betalingen skal sidde i forruden som et mærkat.
Og Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke er begejstret for ideen.
- Der er akutte trængselsproblemer og akutte krav om CO2-begrænsning, og indtil vi har den teknologisk guldrandede roadpricing-løsning, vil vi godt være med til en lavpraksismodel, siger han til avisen.
I følge Venstres forslag skal politiet foretage stikprøvekontrol på motorvejene og udskrive bøder på 5.000 til 10.000 kroner til bilister, der kører uden mærkat i forruden.