Flere konverterer til islam
28. dec. 2008 21.00 IndlandAbdullah Chihalfi er opvokset i Århus og hed indtil for fem år siden Dean Runge.
Han hører til det stigende antal danskere, der konverterer til islam.
Ser islam som et oprør
- Islam i Danmark er blevet mere gearet til danske muslimer. Der tales dansk til dem, og de bliver tilbudt undervisningsmateriale og den slags, siger ph.d. i tværkulturelle studier på Københavns Universitet, Kate Østergaard, til TV AVISEN.
På baggrund af sin forskning anslår hun, at der i dag er 5000 konvertitter mod kun 2500 i 2005.
De fleste konverterer, mens de er unge, oftest på grund af kærlighed, eller fordi de finder en retfærdighed i islam.
- De ser islam som noget antiracistisk og som et slags oprør mod det etablerede system, og de ser det som en måde at bekæmpe uretfærdigheden i verden på, siger Kate Østergaard.
Pligt til at sige stop
Det var også en af grundene til, at Abdullah Chihalfi konverterede.
- En af mine pligter var at sige stop for den uretfærdighed, der en gang imellem bliver begået, siger han til TV AVISEN.
Cirka to tredjedele af alle konvertitter er mænd.