Rygeloven betyder færre blodpropper i hjertet
21. dec. 2008 07.20 IndlandDet er kun halvandet år siden, at rygeloven blev indført. Men allerede nu ser vi det første konkrete eksempel på, at den gavner danskernes helbred.
I første halvår af 2008 blev 4535 danskere indlagt med en blodprop i hjertet. Det er et fald på over otte procent i forhold til samme periode i 2007, hvor rygeloven ikke var trådt i kraft.
Det viser tal fra Landspatientregistret, som Læge Anders Hvelplund fra Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet for DR Nyheder.
Hjerteforeningen begejstret
Rygning forårsager ikke kun åreforkalkning gennem mange år. Cigaretterne giver også risiko for akutte blodpropper, og det er dem, der allerede nu er færre af, siger forskerne.
- Det er en utrolig god nyhed, siger Hjerteforeningens formand Peter Clemmensen, der til daglig er overlæge på Rigshospitalets hjerteafdeling.
Peter Clemmensen er ikke i tvivl om, at rygeloven er en del af forklaringen. For sådan er det også gået i andre lande, der har rygeforbud.
Præcis hvor stor en rolle rygeloven spiller for de danske tal, tør han ikke sige.
- Men der er ingen tvivl om, at den er betydelig. Erfaringer fra andre lande er, at der ret hurtigt kommer et 10-20 procent fald i antallet af akutte hjertetilfælde, siger Peter Clemmensen til DR Nyheder.
Rygeloven skal strammes
Seniorforsker Charlotta Pisinger fra Forskningscentret for forebyggelse og sundhed på Glostrup Sygehus er enig i, at rygeloven er en del af forklaringen på de færre blodpropper i hjertet.
Men hvis vi skal nå de samme resultater, som lande som Irland og Italien har opnået, skal rygeloven strammes op, siger hun.
- Vores rygeforbud er langt mere vagt end i mange andre lande i verden. Så vi må afskaffe alle de undtagelser, for de udvander helbredseffekten, siger Charlotta Pisinger til DR Nyheder.
Den nuværende rygelov
15. august 2007 trådte nye rygeregler i kraft. Loven indebærer blandt andet:
-
Rygeforbud på indendørs arbejdspladser.
-
Mulighed for at oprette rygerum eller rygekabiner.
-
Der må ryges i arbejdslokaler, der kun benyttes af een person.
-
Den enkelte arbejdsplads skal udarbejde en skriftlig rygepolitik.
-
Forbud mod rygning på skoler og institutioner for børn og unge under 16 år.
-
På efterskoler, opholdssteder og døgninstitutioner kan der ryges i rygerum eller på egne værelser.
-
Sygehuse kan i særlige tilfælde tillade patienter at ryge.
-
Generelt rygeforbud på indendørs lokaliteter, hvor offentligheden har adgang. Her kan der indrettes rygerum eller kabiner.
-
Rygeforbund på caféer, barer og værtshuse over 40 kvadratmeter. Ellers skal rygning foregå i rygerum eller kabiner.
-
Arbejdsgivere eller restauratører kan straffes med bøde ved overtrædelse af loven. Første gang en bøde på 2000 kroner. Anden gang 5000 kroner. Tredje gang 10.000 kroner.