Forbud mod mobiltelefoner med nikkel
25. jan. 2009 17.06 Indland
Opdat.: 25. jan. 2009 18.37Miljøminister Troels Lund Poulsen vil forbyde mobiltelefoner der indeholder nikkel, fordi de kan give allergi.
DR har i forbrugerprogrammet Kontant tidligere vist, hvordan mobiltelefonerne i visse tilfælde har givet brugerne eksem, og med EU's nikkeldirektiv som spydspids, vil regeringen derfor nu forbyde telefonerne.
Efter et varsel, skal udbyderne trække mobiltelefonerne væk fra hylderne. Miljøstyrelsen regner med, at et forbud kan træde i kraft i slutningen af året.
Massivt forbrug ændrer på fortolkning
Hidtil har myndighederne ikke ment, at telefonerne kunne blive omfattet af direktivet, da det først og fremmest gælder produkter som smykker og briller, der er i "direkte og længerevarende kontakt med hud".
Men eftersom mange danskere bruger mobiltelefoner mere og mere, har en forespørgsel til Kommisionen ført til, at mobiltelefoner med nikkel nu også opfattes som omfattet af direktivet.
Miljøminister Troels Lund Poulsen siger desuden til TV-Avisen, at han vil tage kontakt til sine kolleger i Sverige og ikke mindst Nokia-telefonernes hjemland, Finland, for at sikre sig, at fremtidens mobiltelefoner ikke indeholder nikkel.
Andre risici end eksem
Tidligere har blandt andre både Socialdemokraterne og Forbrugerrådet opfordret til et forbud.
Nikkel kan nemlig ikke alene give allergi, men er også mistænkt for at kunne udgøre en kræft-risiko samt nedsætte menneskers forplantningsevne.