Pas på kriminelle på Facebook
05. feb. 2009 17.28 IndlandDu og dine venner er ikke de eneste, der surfer på sider som Facebook eller LinkedIN. It-kriminelle har i den grad fået øjnene op for de sociale hjemmesider, som de bruger til at sprede virus og tappe information om for eksempel din bankkonto.
- Der findes jo millioner af brugere inde på de her sociale netværkssider, så risikoen for, at man kan ramme en bruger, er jo større end nogensinde før, siger ekspert i it-sikkerhed, Shehzad Ahmad, til P3Nyheder.
Tredobling i kriminalitet
Faktisk er der i 2008 sket en tredobling af den slags kriminalitet på internettet, hvor de sociale internetsider bliver angrebet af virus - eller hvor kriminelle lokker dig til at give information om din bankkonto.
Shehzad Ahmad mener, at vi ofte er lidt for godtroende, når vi surfer:
- Brugerne har det med at tro, at de ved at indtaste brugernavn og kodeord er inde i et sikkert miljø. Og så får de måske ikke tænkt sig så godt om, som de normalt ville gøre, siger han.
Brug hovedet
Og det handler netop om at tænke sig om, når vi kontrollerer vores forskellige profiler på nettet. Det siger seniorkonsulent i it-sikkerhed fra Devoteam Consulting, Karsten Jørgensen:
- Det vigtigste er, at man har en sund skepsis. Vær forsigtig med, hvad man klikker på og åbner. Man skal også overveje, hvilke informationer, man lægger ud om sig selv. Informationerne er nemlig tilgængelige i lang tid. Endelig skal man huske at opdatere sit anti-virus-program, siger han P3Nyheder.