Til kamp mod mødomsoperationer
05. mar. 2009 06.43 Indland
Opdat.: 05. mar. 2009 07.18Muslimske piger, der har haft sex før ægteskabet, bliver ofte opereret, så det virker som om deres mødom er intakt.
De er nemlig bange for at blive udstødt af deres familier.
Men det kan ikke være rigtigt, at kvindernes angst får dem til at lægge sig på operationsbordet. Det mener sygeplejerske og socialrådgiver Kristine Abu-Khader Aamand, der i dag starter en hjemmeside mod mødomsoperationer.
Store konsekvenser
Når lægerne laver en ny mødom på pigerne, så går de ind og syr skeden med et par sting, så manden føler modstand ved sex, og den operation er der en del muslimske piger, der får.
- Fordi de tror, at hvis de ikke bløder på lagnet på bryllupsnatten kan det få skrækkelige konsekvenser for dem, siger Kristine Abu-Khader Aamand, der er sygeplejerske og socialrådiger og står bag den ny hjemmeside, der giver de muslimske piger de tørre fakta og afliver myterne.
- At det er helt almindeligt ikke at bløde ved første samleje, at manden ikke kan mærke forskel og at man derved ikke kan blive afsløret i at have haft sex før ægteskabet, siger hun til DR Nyheder.
Ret til at bestemme over eget liv
Og hun håber, at sandheden får pigerne til at få det bedre.
- Så de ikke føler sig pressede til at få en operation, og så de ikke skal gå rundt med den skyld og skam, siger hun.
Kristine Abu-Khader Aamand ved godt, at når pigerne finder ud af, at det er svært at opdage, at de har haft sex uden for ægteskabet, så vil mange holde det hemmeligt for deres familier.
Men senere vil de forhåbentlig føle sig stærke nok til at kæmpe for retten til at bestemme over deres eget liv, siger hun.
- Man kan ikke tage nogen store kampe, før man har overskud til det. Og hvis al ens energi går med at arbejde med skyld, skam og angst, så har man ikke overskud til at tage nogen debat, siger Kristine Abu-Khader Aamand.