Vil sætte ind over for mobbe-medløbere
08. maj 2009 07.40 IndlandHidtil har bekæmpelsen af mobning har fokuseret på de børn, der mobber og mobbes.
Men nu skal skolerne i langt højere grad have fat i medløberne og de passive tilskuere - både blandt børn og voksne. Det skriver Berlingske Tidende
Det vil mere effektivt kunne få bugt med mobningen, lyder vurderingen fra førende forskere.
- Det er nødvendigt at løfte skylden væk fra det enkelte barn. Vi har gjort mange børn uret ved at fremstille en mobbeudøver som kriminel, afvigende og ond. Barnet har ikke mobning inde i sit DNA. Det er en måde, barnet overlever på i en bestemt sammenhæng, siger ph.d.-stipendiat Hanne Rabøl Hansen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der i flere år har rådgivet skoler om mobning.
Fokus på enkelte personer
Tre ud af fire skoler har lavet mobbehandlingsplaner.
Men selv om mobningen er i centrum, fokuserer skolerne stadig for meget på enkelte personer.
Mange kører en »nul tolerance«-politik over for mobbeudøverne, mens andre træner børnene i empati.
De burde i stedet fokusere på hele klassens sociale liv, mener Helle Rabøl Hansen. Ellers kan mobningen fortsætte.
Kulturen skal ændres
Hun bakkes op af centerleder Ole Juhl fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, der ser et kursskifte som nødvendigt:
- Det hjælper ikke at udpege syndebukke, for mobberne er ikke onde. De er i en social kultur, hvor man får sejre og prestige ved at mobbe. Det er den kultur, som skal ændres.
Formanden for Skolelederne, Anders Balle, tror ikke på patentløsninger:
- Vi skal gribe ind over for mobberne. Men selvfølgelig er det kulturelt, og det vil være rigtig godt, hvis vi grundlæggende kan ændre kulturen, så vi kan undgå eller minimere mobning, siger han.
Benedikte Ask Skotte, formand for Skole og Samfund, mener, at alle parter skal inddrages i bekæmpelse af mobning, og at de børn, der er tilskuere, skal have at vide, at det hjælper at "sladre".