Evangelist anmeldt for kvaksalveri

Den kristne organisation Evangelist er igen blevet meldt til politiet. Sundhedsstyrelsen har anmeldt organisationen for at bringe to personer i livsfare ved at tage medicin fra dem.

Den kristne organisation Evangelist er igen blevet meldt til politiet. Denne gang er det Sundhedsstyrelsen, der har anmeldt organisationen for kvaksalveri, fordi Evangelist har foretaget en medicinsk vurdering uden at have en lægelig autorisation.

Sundhedsstyrelsen mener, at to personer er blevet bragt i livsfare, fordi Evangelist har taget medicin fra dem.

- De har fjernet livsvigtig medicin fra folk og derved bragt deres helbred i fare, fortæller Anne Mette Dons, der er leder af tilsynsafdelingen i Sundhedsstyrelsen, til DR Nyheder.

Hun betegner sagen som meget alvorlig.

Stillede sig ud foran et tog

En af sagerne drejer sig ifølge DR Nyheders oplysninger sandsynligvis om Janni Mors Laursen, der har været i kontakt med Sundhedsstyrelsen omkring den behandling, Evangelist gav hende for lidt over et år siden. Behandlingen var tæt på at blive fatal for hende:

- Jeg stillede mig ud foran et tog og var meget tæt på at dø. Og så blev jeg kørt på psykiatrisk afdeling, fordi de opdagede mig, før jeg blev kørt ned.

Sådan kom hun ud af Evangelist. Hun er 27 år og har lidt af paranoid skizofreni og borderline, siden hun var 15 år. Evangelist tog hendes medicin fra hende.

Gud skulle nok gøre rask

- De sagde medicinen var en måde at lukke dæmoner ind, og gud skulle nok gøre mig rask, fortæller hun til DR Nyheder

I dag lever hun stadig med eftervirkninger fra den gang, hun var hos Evangelist. Hun er lettet over, at de nu er blevet politianmeldt.

- Jeg er glad for det - at det sker nu. Så er der ikke andre, der bliver udsat, for det jeg har været i gennem.

Vi tager medicin fra folk

I Evangelist forklarer formand for bestyrelsen, Joseph Berg, at det er en betingelse for at komme i behandling, at beboerne ikke tager psykofarmisk medicin.

- Det er rigtigt, det sker, at medicin bliver taget fra folk, fortæller han.

Det er beboerne selv, der siger ja til, at de ikke længere skal have medicin. Dermed er der ingen lægelig vurdering før medicinen bliver taget fra beboerne, erkender han overfor DR Nyheder.

Nu går politiet ind i sagen

Alligevel mener Joseph Berg ikke de har gjort noget forkert.

- Der bliver påstået, at vi tager livsvigtig medicin væk fra mennesker. Det gør vi ikke, medmindre at det ikke er livsvigtigt, fortæller han.

Nu er det så op til Politiet at afhøre alle parter i sagen og derefter vurdere, om der er grundlag for at sigte Evangelist for at have bragt de to personers helbred i fare.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: