Børns Vilkår: Stop tvangshjemsendelse af irakiske børn
14. jun. 2009 17.02 IndlandIrakiske børn skal tvangshjemsendes til Irak. Men det er offentligt omsorgssvigt og et brud på Børnekonventionen, mener organisationen Børns Vilkår.
Ifølge en opgørelse fra Udlændingeservice er der 20 børn blandt de 273 afviste irakiske asylansøgere, som om kort tid bliver tvangshjemsendt.
Dansk er Elhams modersmål
En af dem er 11-årige Elham. Hendes familie blev forfulgt i Saddam Husseins Irak og flygtede til Danmark for godt ni år siden.
I dag bor familien på Asylcenter Avnstrup i Lejre. Elham taler og skriver ikke arabisk. Dansk er blevet hendes modersmål.
Tanken om det land, hun kun kender fra medierne og fra faren, fylder hende med frygt.
- Jeg har ikke set Irak. Jeg kender det kun fra tv, hvor der sker alt muligt: Børn bliver stjålet, der er krig og man bliver helt vildt bange, siger 11-årige Elham til DR Nyheder.
Hendes mor er blevet alvorligt syg af de mange års ophold på skiftende asylcentre, hvilket bekymrer Elham og hendes 2 søskende meget, fortæller speciallæge i Børnepsykiatri Bente Rich, der har flere års erfaring med asylbørn og har sat sig ind i familiens situation.
- Det kan bedst sammenlignes med, at man har placeret børnene på et skafot, og de sidder og venter på, at kniven skal falde, siger Bente Rich til DR Nyheder.
- Børnefamilier bør få opholdstilladelse
Børns Vilkår opfordrer regeringen til at give opholdstilladelse til de i alt ni børnefamilier, der findes blandt de 273 afviste irakiske asylansøgere.
- Det er offentligt omsorgssvigt, når regeringen vil sende irakiske børn tilbage til Irak. Der er tale om børn, der har været her både otte og ti år, og som er blevet syge af ventetiden i asylcentrene. De har ikke fået en ordentlig skolegang i alle de år, fordi de er blevet flyttet rundt fra det ene asylcenter til det andet. Fordi de ikke har fået undervisning på deres modersmål. Fordi de kun i begrænset omfang har gået på almindelige skoler, siger Bente Boserup, souschef i Børns Vilkår.
Ifølge Børns Vilkårs oplysninger er de fleste af børnene enten født i Danmark eller har været her mellem otte og ti år. Dansk Røde Kors anbefaler, at asylansøgere max opholder sig et år i asylcentrene.
- Det eneste de her børn har gjort sig skyldige i er, at have integreret sig i et land, der ikke vil have dem. Flere af dem er født og opvokset i Danmark. De har ingen chance for at klare sig i hjemlandet. Vi tager det hele fra dem, når vi sender dem til Irak, siger Bente Boserup.
Børns Vilkår mener, at det vil være et brud på Børnekonventionen, hvis Danmark tvangshjemsender de ni familier med 20 børn til Irak