Venstre: Kommuner ansvarlig for at stoppe bandekonflikt
13. jul. 2009 08.39 Indland
Opdat.: 13. jul. 2009 08.48Med lov skal land bygges, og med lov skal kommunerne levere en målrettet indsats for at hjælpe unge bandemedlemmer væk fra det kriminelle miljø, mener Venstre.
Partiet finder det uacceptabelt, at kommuner ikke er gode nok til det forebyggende arbejde, derfor vil Venstres retsordfører Kim Andersen stramme loven for at sikre, at alle kommuner får en børne- og ungepolitik, der indeholder kriminalitetsforebyggende initiativer, skriver Berlingske Tidende.
- Det er et alvorligt samfundsproblem, vi har, med skudvekslinger, drab og en stor rekruttering til de hårde kriminelle miljøer. De unge, der er på vej ud i de kriminelle miljøer, skal på ret køl igen - gennem uddannelse og job, siger Kim Andersen og fortsætter:
- Mange kommuner klarer ikke den indsats godt nok, og hvis det betyder, at vi fra Folketingets side må vedtage nogle love, der forpligter kommunerne til at tage et større ansvar, så er vi lydhøre over for det.
Parat til utraditionelle midler
For nylig kom Kim Andersen med et andet forslag, der skal give de unge kriminelle lidt kæft, trit og retning ved at sende dem på en længere stroppetur i det danske forsvar for at resocialisere dem efter endt straf.
Forslaget er endnu ikke vedtaget i Venstres folketingsgruppe, men det holder altså ikke Kim Andersen fra at fortsætte med at fremsætte nye forslag.
- Jeg er parat til at tage utraditionelle og tværgående midler i brug for at komme banderekrutteringen til livs, siger Kim Andersen.
Moder til rockerapsirant føler sig alene
Venstres retsordfører reagerer på historien, om den 17-årige gymnasieknægt, der er på vej i armene på rockereleverne i AK81. Det bekymrer forældrene, der til henholdsvis DR og Berlingske Tidende i går fortalte, at Københavns Kommune ikke kan gøre noget, selv om situationen alvor er åbenlys.
- Jeg følte jo, at vi stod der med denne meget store bekymring. Alle i kommunen kunne godt se alvoren i det. De vidste bare ikke, hvad de skulle gøre, sagde moderen i går til DR Nyheder.
K frikender sig selv på borgen
Og det er bare ikke godt nok, mener De Konservatives retsordfører Tom Behnke, der samtidig frikender regeringen for at skulle have ansvaret for, at Danmark står uden en egentlig indsats for at bremse bandernes rekruttering af de unge.
- Tværtimod har vi sørget for, at det er med i politiets håndtering af problemet. Ud over, at det er kommunerne, som skal hjælpe deres borgere før, under og efter, at rekrutteringen finder sted, er politiet også en af de myndigheder, som kan hjælpe og assistere forældrene, siger Tom Behnke.
SF efterlyser forebyggende indsats fra regeringen
Regeringens bandepakke blev vedtaget med opbakning fra både Socialdemokraterne og SF, men mangler i følge SF's retsordfører, Karina Lorentzen, de forebyggende indsatser.
- Efter min bedste overbevisning får vi ikke løst det her rekrutteringsproblem, hvis regeringen ikke opper sig og kommer med nogle initiativer, der er målrettet rekrutteringsprocesserne, siger hun.
SF har set mod udlandet og fundet inspiration til et forlag til, hvordan man stopper tilgangen til banderne og får medlemmerne til at trække sig. Det handler blandt andet om at kortlægge hele miljøet fra mulige rekrutteringsemner til bandelederne og derefter komme med redskaber til at afvikle hvert et trin i banderne.