Præster strides om asyl til irakere
03. aug. 2009 00.27 IndlandPræsten i Brorsons Kirke i København, Per Ramsdal, appellerer nu til politikerne om at give de afviste asylsøgere i kirken asyl.
I Kristeligt Dagblad skriver Per Ramsdal, at han gennem samtaler med én af de afviste asylsøgere, har fået forståelse for, at man først og fremmest skal handle efter kristendommens budskab om næstekærlighed.
- Og det kræver, at man stiller sig på de svages side, skriver præsten.
Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Søren Krarup - der også er præst - afviser helt sin kollegas synspunkt:
- Han har fuldstændigt misforstået kristendommen, siger Søren Krarup.
Han ser Per Ramsdals appel som et forsvar for ulovligheder.