Ingen betaler for forfulgte forfattere
03. aug. 2009 23.20 Indland
Opdat.: 03. aug. 2009 23.40Når skåltalerne bliver afholdt, vil alle hjælpe forfulgte internationale forfattere. Men når det kommer til at betale gildet, så bakker kommuner og regering ud.
Og det går ud over mere end 30 forfulgte udenlandske forfattere, som håber på, at kunne flytte ind i en friby.
Et psykologisk spil
Regeringen har kaldt fribyerne for et vigtigt slag for ytringsfriheden, men indtil videre bliver forfatterne altså i køen, fordi regeringen og kommunerne nu skændes om regningen. Det skriver Kristeligt Dagblad.
- Det er ærgerligt, vi ikke er blevet et friby-land, når vi har besluttet det. Men jeg ser det sådan, at der kører et psykologisk spil mellem staten og kommunerne om regningen, siger Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær.
Også kulturminister Carina Christensen håber at danske byer tilslutter sig ICORN, The International Cities of Refuge Network, så Danmark kan skrive sig på verdenskortet som ét af de steder, der tilbyder forfulgte forfatterne en tryg by at bo i.
Skal betale næsten en halv million
Men de enkelte kommuner skal selv betale prisen for forfatternes ophold, hvilken Århus Kommune har opgjort til 480.000 kroner om året.
Kulturministeriet giver en million kroner om året, men kun til arrangementer med forfatterne.
Og det hele er nu foreløbig endt som en fadæse, vurderer organisationen Dansk PEN, der kæmper for ytringsfrihed.
Penge samler støv
- Det er skammeligt, at vi snakker så højt og flot om ytringsfrihed og så ikke hjælper folk, der har brugt deres ytringsfrihed modigt, , siger Mille Rode, daglig leder af Dansk PEN.
- Når der står to og måske snart tre millioner kroner og samler støv på den konto i Kulturministeriet, der skal bruges til at lave aktiviteter med de forfulgte forfattere, så er det oplagt at bruge pengene til at få ordningen i gang.
Klar aftale
Fra regeringens side afviser Henriette Kjær at dække udgifterne eller bruge den årlige million kroner i Kulturministeriet. Aftalen er klar, og kommunerne skal betale, fastholder hun.
- Jeg ville ønske, at nogle af de konservative borgmestre ville gå foran. I forvejen bruger de konservative kommuner flest penge på kultur, , siger Henriette Kjær.
- Jeg vil også opfordre København, Århus og nogle af de større kommuner til at se perspektiverne i tage en forfulgt forfatter til sig. Det styrker byernes image og bidrager til det lokale kulturliv. Så jeg håber stadig, tilføjer hun.
Og det gør de forfulgte forfattere formentligt også