Rystet over politiets optræden
13. aug. 2009 06.36 Indland
Opdat.: 13. aug. 2009 13.49Jeanette Perlt fra foreningen Forældre mod Politibrutalitet kalder politiets optræden i nat på Nørrebro så voldsom, at hun stadig ryster, da DR Nyheders reporter taler med hende.
Det sker kort tid efter, at bussen med de 17 afviste irakiske asylansøgere har forladt Brorsons kirke.
- Jeg har aldrig set så mange unge mennesker få bank på en gang, mens de sidder ned. De blev hevet rundt i håret og rejst op med kvælertag. Jeg så også en ung mand blive brugt som rambuk mod de andre. Det ligner fascistiske metoder, og det hører ikke hjemme i dansk politi. Jeg er dybt rystet, siger Jeanette Perlt.
Blev ved med at sætte sig ned
Hun fortæller, at de unge sad på jorden, og satte sig ned igen, når de blev hevet væk af politiet.
- De kunne selvfølgelig bare flytte sig, når politiet bad dem om det, men det berettiger ikke politiet til at slå dem, mens de sidder ned, siger hun.
- Politiet vidste ikke, hvad de skulle gøre, fordi de unge blev ved med at sætte sig ned, men så må de lave taktikken hjemmefra bedre. De eneste, der var voldelige i dag var politiet, siger Jeanette Perlt, der håber at mange af de unge får erstatning.