Bestem din egen tv-pakke
17. aug. 2009 10.20 Indland
Opdat.: 17. aug. 2009 14.55Snart kan du slippe for at zappe dig igennem et hav af kanaler, du aldrig ser. Fra 1. november bliver det muligt at sammensætte din egen tv-pakke. Og udbyderen hedder Boxer TV.
Ifølge Boxer TV er det en fundamental ny måde at købe sine tv-kanaler på. Seerne får mulighed for selv at vælge og fravælge, hvilke tv-kanaler, de vil have.
Frit valg - sådan da
Udover DR-kanalerne, som er basiskanaler i pakken, kan man nøjes med at vælge et såkaldt miniabonnement, hviket inkluderer fire udvalgte kanaler.
Vil man have flere kanaler, eller nogle som ikke er i miniabonnementet, kan man frit vælge de kanaler, man gerne vil have - ud af den buket bestående af 22 kanaler, som Boxer TV kan tilbyde. Hver kanal koster et mindre beløb.
- Danskerne vil selv kunne vælge de tv-kanaler, som de selv skal betale for og undgå kæmpemæssige tv-pakker med 30-50 kanaler, som de aldrig ser, siger administrerende direktør for Boxer TV, Steen Ulf Jensen.
Eksempelvis for en måned koster tv-pakken MiniBoxer hos Boxer TV knap det halve af, hvad for eksempel den mindste programpakke hos YouSee koster.
Kravet til denne type valgfri kanalsammensætning er, at man som bruger for eksempel har en digital modtagerboks og en stueantenne.
Fra analogt til digitalt tv
Det er kun tv, som i dag modtager deres signal fra en antenne, der bliver berørt af skiftet fra analogt til digitalt tv-signal. Det sker fra 1. november 2009.
Hvis man modtager tv-signal fra satellit, kabel eller bredbånd bliver man ikke berørt af skiftet.
Det mere frie og fleksible valg af tv-kanaler var en af betingelserne, politikerne opstillede, da driften af det nye digitale sendenet blev udbudt.