FE: Mange forskellige trusler mod Danmark lige nu
02. sep. 2009 06.50 Indland
Opdat.: 02. sep. 2009 13.00Forsvarets Efterretningstjeneste offentliggør senere i dag deres risikovurdering.
DR Nyheder har fået indsigt i rapporten, der blandt andet fastslår, at Danmark er på kollisionskurs med Rusland omkring Nordpolen, at vi kun har set starten på piratproblemerne - og at efterretningstjenesten også interesserer sig for finanskrisen.
- Krisen har ikke nået bunden
Det kan godt være at politikerne og ejendomsmæglerne mener, at finanskrisen er ved at være overstået. Men i følge Forsvarets Efterretningstjenesten (FE), er det alt for optimistisk.
"Der er endnu ingen tegn på, at den globale økonomiske krise har nået bunden", skriver FE i deres endnu ikke offentliggjorte risikovurdering for 2009.
Når FE - måske noget overraskende for nogen - også interesserer sig for økonomi, skyldes det, at den økonomiske krise også kan skubbe til hvilke trusler, der er mod Danmark.
Pirateriproblemet fortsætter
En af de trusler, der står lysende klart imod danske interesser, er pirater. Også dem, mener FE, at vi må vænne os til.
Der er intet, der tyder på, at de kommende år bliver mere fredelige på verdenshavende.
"Det er ikke sandsynligt, at pirateriproblemet i Adenbugten og i farvandet ud for Somalias østkyst bliver løst på kort eller mellemlangt sigt, så længe de økonomiske fordele for piraterne overstiger de risici, der er forbundet med pirateri", skriver FE.
Ny konfliktzone omkring Nordpolen
Og så ser FE en ny konfliktzone for Danmark, nemlig farvandene omkring Grønland og Nordpolen.
På grund af den globale opvarmning vil området blive tilgængeligt for søfart og olieudvinding. Det har russerne også fået øje på, og efterretningstjenesten forventer, at det inden længe bliver et område, hvor Danmark vil blive udfordret - diplomatisk og såvel som militært.