Forsvarschef håbløst langsom i optrækket
15. sep. 2009 09.12 Indland
Opdat.: 15. sep. 2009 10.10- Forsvarschefen er håbløs langsom i optrækket. Hvis det er samme facon, når vi skal i krig, så bliver jeg helt bekymret.
Sådan lyder det skarpe svar fra Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen til det personlige brev, han i går modtog fra forsvarschef admiral Tim Sloth Jørgensen.
Han ville med brevet undgå offentliggørelse af en tidligere jægersoldats bog 'Jæger - i krig med eliten'.
I brevet beder han medierne om ikke at offentliggøre detaljer fra bogen, da det vil være skadeligt for de danske soldater og den danske sikkerhed.
Men ifølge Ekstra Bladets chefredaktør vil og kan han ikke stoppe avisens omtale af den omdiskuterede bog.
- Danmark er et informationssamfund, og detaljer fra bogen allerede florerer rundt på internettet og i offentligheden, siger han til DR Nyheder.
Han betegner hele situationen som en anakronisme fra forrige århundrede, og ifølge ham, har Ekstra Bladet ikke tidligere oplevet noget lignende.
Også DRs chefredaktør Ulrik Haagerup finder brevet fra forsvarschefen usædvanligt og ikke mindst uspecifikt i sin argumentation for en censurering af bogen.
- Jeg har vanskeligt ved at se det skadelige, siger Ulrik Haagerup.
- Under alle omstændigheder så vurderer vi altid nøje på redaktionelt plan, hvorvidt en sag er skadelig eller i folks interesse.
Begge chefredaktører mener, at hvis forsvarschefen vil klage, må han gå til fogedretten med det samme ligesom alle andre.
Forsvaret vil ransage forlag
Forsvaret har søgt om at få navnene på de journalister, der har fået tilsendt et anmeldereksemplar af bogen. Det fremgår af den begæring Forsvarets begæring til fogedretten.
Det fremgår ikke af Forsvarets begæring om, hvad de fremskaffede journalistnavne skal bruges til.
Forsvaret har ikke ønsket at kommentere deres ønske om ransagning.
Afgørelsen fra fogedretten forventes at komme i dag.
Hvis et fogedforbud bliver godkendt i retten, kan det betyde at forlaget ikke må udgive bogen, og at medier ikke må citere fra den.