Nybagte mødre står for hver tiende abort
17. sep. 2009 08.11 Indland
Opdat.: 17. sep. 2009 08.22Når en nybagt mor står der - med bleskift, amning og det lille barn på armen, er der ikke noget at sige til, at prævention ikke er det første, hun tænker på. Men det burde det måske være.
Hver tiende abort, der foretages i Danmark, er nemlig på en kvinde, der har født inden for det seneste år, skriver magasinet Forældre&Børn Baby i dag.
Tror ikke de kan blive gravide
- Kvinderne tror ofte fejlagtigt, at amningen beskytter mod at blive gravid. Mange tror ikke, at de kan blive gravide, før de har haft den første menstruation efter fødslen, forklarer Charlotte Wilken Jensen , der er ledende overlæge på fødeafdelingen på Roskilde Hospital.
Hun forklarer, at nybagte forældre er så opslugt af det lille barn og alt det, som det fører med sig, at de helt glemmer at tage stilling til præventionen.
- Og efter en fødsel, tænker de måske heller ikke så meget på sex. Det glider ofte lidt i baggrunden, siger hun til DR Nyheder.
Svært at få abort
For en nybagt mor kan det dog også være svært at få en abort.
- Tidspunktet kan næsten ikke blive værre. Du ved jo præcis, hvad en graviditet kan udvikle sig til, så det er meget konkret, siger Charlotte Wilken Jensen.
Hun kan dog godt forstå, hvorfor de nye mødre vælger aborten. En graviditet kan nemlig også være hård for kroppen, så det er fuldt forståeligt, at de gerne vil vente lidt.