Ekspert: Grevil-sag kan hjælpe Politiken
17. sep. 2009 09.21 Indland
Opdat.: 17. sep. 2009 10.19Politiet har nu modtaget en anmeldelse af Politiken for at bringe rigets sikkerhed i fare.
Men det vil være opsigtsvækkende, hvis anklagemyndigheden beslutter sig for at rejse tiltale mod Politiken og dermed stille ansvarshavende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, for en dommer.
Det mener pressejurist ved Journalisthøjskolen Oluf Jørgensen. Han kan kun komme på et fortilfælde, hvor forsvaret har indledt en retssag mod en dansk avis.
Berlingske blev frifundet
I 2006 blev Berlingske Tidende frifundet i retten for at have videregivet en række hemmeligstemplede vurderinger af Irak, som analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Frank Grevil havde lækket.
Den sag kan have indflydelse, når anklagemyndigheden skal vurdere, om der er juridisk grundlag for at rejse en tiltale mod Politiken for at have kompromitteret statens sikkerhed.
- Anklagemyndigheden må tænke sig grundigt om, før de beslutter sig. Frank Grevil blev dømt for at bryde sin tavshedspligt, men Berlingske Tidende blev frifundet for at formidle Grevils oplysninger videre, siger Oluf Jørgensen til politiken.dk.
Han mener, at anklageren kan havne i en lignende situation i en retssag mod Politiken.
Kan ende ved europæisk domstol
Et fogedforbud mod pressens videreformidling af følsomme militære oplysninger er langt fra hverdagskost - heller ikke andre steder i Europa.
Og sidste tilfælde ligger også et godt stykke tilbage i historien.
- I slutningen af firserne, blev der i England nedlagt fogedforbud mod at videreformidle oplysninger fra bogen 'Spy Catcher', som en efterretningsagent havde skrevet, siger Oluf Jørgensen.
Men sagen fra England sluttede ikke der.
- Her fik den britiske regering siden en dom ved den europæiske menneskerettighedsdomstol for at have krænket tre aviser, siger Oluf Jørgensen.