Nu starter bølgeenergi-eventyret
18. sep. 2009 07.33 Thisted
Opdat.: 18. sep. 2009 07.39I dag kommer bølgemaskinen Wave Star til Hanstholm. Det er starten til et nyt energieventyr, hvor Hanstholm i løbet af 5-10 år kan blive centrum for udnyttelsen af bølgeenergi. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa.
Direktøren for Hanstholm Havneforum, Britta Vang Mikkelsen, har store forventninger:
- Det næste energieventyr efter vindmøllerne begynder i Thy, siger hun.
Flere bølgemaskiner på vej
På tegnebordet ligger planerne til et bølgeenergicenter, Danish Wave Energy Center, forkortet DanWEC.
- Bølgerne har vi, og pengene får vi, siger Britta Vang Mikkelsen.
Der skal bruges 40 millioner kroner til kabler, måleudstyr, og en bygning, der kan rumme forskere, maritim service samt faciliteter til firmaer, der bygger bølgemaskiner.
- Der skal også foregå undervisning, foredrag og udstillinger. Vi forventer nemlig besøg fra hele kloden, siger Britta Vang Mikkelsen.
Vil forandre Hanstholm
Direktøren for Hanstholm Havneforum tror også, at projektet vil trække højtuddannet arbejdskraft og vidensbaserede arbejdspladser til Hanstholm.
- Det vil ændre området radikalt i løbet af de næste fem til ti år, spår Britta Vang Mikkelsen.