Familier forlanger jomfru-certifikater
29. sep. 2009 17.00 IndlandEt stigende antal unge muslimske piger og kvinder oplever, at familierne forlanger dokumentation for pigernes jomfruelighed.
Derfor bliver pigerne tvunget til lægen for at få udstedt en lægeerklæring, der bekræfter, at pigerne ikke har været i seng med fyre.
Det fortæller socialrådgiver og sygeplejerske Kristina Aamand. Hun står bag hjemmesiden NyMødom.dk. En brevkasse hvor muslimske piger kan få oplysninger om seksualitet og jomfrudom.
- Pigerne er utrolig bange for denne undersøgelse, fordi mange af dem ikke er jomfruer, siger Kristina Aamand til DR Nyheder.
En betingelse fra familien
Ud af 50 henvendelser om måneden handler hver tredje om jomfru-certifikater. Det drejer sig i høj grad om familiens ære og pigernes værdi på bryllupsmarkedet, fortæller socialrådgiveren.
- For mange af de her piger er et jomfru-certifikat hele grundlaget for, hvorvidt de kan blive gift eller ej, siger Kristina Aamand.
Bange for familietraditionen
18-årige Amina med arabisk baggrund er en af de piger, der snart skal til lægen og have papir på sin mødom. Det forlanger hendes forældre, for alle andre kvinder i familien har også været et smut forbi lægen.
- Det er en tradition i familien at sikre sig, at pigen er jomfru. Det er den eneste måde at blive gift rigtig på, forklarer Amina.
Amina har de sidste to år haft en dansk kæreste uden at familien ved det. Hun er ikke længere jomfru, derfor er hun særligt bange for lægens dom og familiens reaktion.
- De ville bandlyse mig, hvis de fandt ud af, at jeg har mistet min mødom til min danske kæreste. Jeg ville aldrig høre fra dem igen.
Amina er et opdigtet navn. Hendes rigtige identitet er redaktionen bekendt.