S: Fodlænker løser ikke sociale problemer
07. okt. 2009 22.26 Indland
Opdat.: 07. okt. 2009 22.45Når en tolvårig først er kommet i konflikt med loven, skyldes det massive sociale problemer. Og de problemer løser en fodlænke ikke.
Den kan blot gøre problemerne værre, mener Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen.
Hun vender sig imod det forslag, som justitsminister Brian Mikkelsens lancerede onsdag. Regeringens vil tage fodlænker i brug over for børn og unge helt ned til 12-års alderen for at forhindre en stigende ungdomskriminalitet.
Et forslag, som dagen igennem er blevet mødt med skarp kritik fra flere fronter.
Straf er ikke vejen frem for børn
Kritikken er også skarp fra Socialdemokraterne, der mener, at straf af børn ikke er vejen frem for at forhindre børn og unge i at begå kriminalitet.
- Selvfølgelig skal der være en konsekvens, når børn og unge laver ballade, men vi kan jo se otte år tilbage i tiden og vurdere, om regeringens konsekvenspolitik har hjulpet indtil nu, siger Mette Frederiksen til DR Nyheder.
Ansvarlige for egne handlinger
Frem for at lænke børn til deres hjem efterspørger hun tiltag, der i højere grad gør dem ansvarlige for deres handlinger. Det kan som et eksempel gøres gennem en form for samfundstjeneste.
- Er der tale om en tolvårig, der har lavet graffiti på sin skole, skal han eller hun naturligvis sættes til at gøre rent, siger hun.
- Når forældrene ikke kan lære deres børn at tage ansvar, så må vi som samfund vise dem, hvordan man står til ansvar for sine handlinger, siger hun.