Boligforening vinder udsmidningssag
13. okt. 2009 12.57 Indland
Opdat.: 13. okt. 2009 13.01Efter flere års tovtrækkeri i retssystemet har Brabrand Boligforening i Århus i dag fået medhold i Boligretten til at smide en hel indvandrerfamilie ud af deres lejlighed i Gellerup Parken. Begrundelsen er, at en dengang 14-årig søn i slutningen af 2006 deltog i en bølge af brandstiftelser i det almennyttige boligkvarter.
Sagen har været hele vejen omkring Højesteret, fordi den 14-årige undervejs har trukket en oprindelig tilståelse tilbage. Højesteret sendte sagen til Boligretten for at få en retlig vurdering af, om benægtelsen er løgn.
Dommen ankes nok
Boligretten har givet familien en frist til den 1. december til at fraflytte lejligheden. Dommen kan ankes til Vestre Landsret. Og det vil forsvareren, Jan Fredin, overveje med sin klient, oplyser han.
- Umiddelbart virker dommen ikke korrekt, siger Jan Fredin med henvisning til, at sønnen har trukket sin tilståelse tilbage.
Tre andre familier smides måske også ud
Boligforeningen har yderligere tre udsætningssager på vej i fogedretten på baggrund af brandstiftelserne for tre år siden. I 2006 fik boligforeningen i en historisk dom medhold af retssystemet til at smide tre andre familier ud af med baggrund i unge familiemedlemmers røveri og vold.