Bandekonflikt blusser op igen
14. okt. 2009 15.52 Indland
Opdat.: 14. okt. 2009 16.04Den seneste uges skyderi mellem forskellige grupperinger i hovedstaden viser en klar optrapning af bandekonflikten.
Det vurderer leder af Københavns Politis bandeenhed, Henrik Svindt, efter en mand i mandags blev skudt på Rantzausgade på Nørrebro, og gerningsmænd skød fra en bil på Amager i går.
Målrettet aktioner
- Vi kan se, at der er flere grupper, der kører rundt i byen og chikanerer hinanden. Situationen er eskaleret i øjeblikket, og vi kan se, at der i øjeblikket er flere målrettet aktioner mellem de forskellige grupper, siger Henrik Svindt.
Han vurderer, at det ofte er tilfældigheder, der fører til, at voldsspiralen fortsætter, og at forskellige grupper vil hævne sig på hinanden.
- Et af problemerne med den her konflikt er netop, at det ofte er tilfældigheder der ligger bag. Det handler om, at man indbyrdes vil hævne hinanden, siger han.
Langt sejt træk
Hele landet er præget af de ulmende konflikter mellem forskellige grupperinger, der ind i mellem blusser op, som i det ses i øjeblikket med nærmest daglige skyderier i hovedstaden.
Der skal et langt sejt træk til, før konflikterne får en ende. Politiet er i øjeblikket langt fremme i skoene, og gør alt hvad det kan, for at få fat i kraven på dem der skyder, samtidig med, at politiet vil patruljere mere intenst i de skudplagende områder, oplyser efterforskningslederen.
- Det er et langt sejt træk, der skal til. Vi ser desværre en hel del tilløbere, der føler de skal være med i den her konflikt, og den fødekæde skal vi have stoppet, siger Henrik Svindt.
Udover politiets målrettede efterforskning og øget patruljering i de skudhærgede områder, mener efterforskningslederen, at konflikterne også bunder i sociale problemer, som de unge slæber rundt på, og at de derfor derfor føler sig fristet af en tilværelse i banderne.
Samtidig erkender han, at en del af de unge er uden for "pædagogisk rækkevidde" og derfor er svære at hive ud af banderne, med mindre de kommer en tur bag tremmer.
Få ender bag tremmer
Ifølge Ritzau er kun få sager med relation til bandekonflikten der er blevet behandlet i retten indtil videre, og i den første af de mere markante sager led politiet og anklagemyndigheden nederlag.
Det skete, da to unge mænd i Københavns Byret blev frifundet for anklager om, at de skulle have skudt bestyreren af en tatovør- og tøjforretning med tilknytning til Hells Angels på Nørrebrogade.
Et skyderi, der i øvrigt anses som "en bytter" for nedskydningen af to unge med indvandrerbaggrund aftenen forinden.