Forsker: Danmark risikerer dom ved menneskerettighedsdomstol
04. nov. 2009 21.30 Indland
Opdat.: 04. nov. 2009 22.06Med onsdagens tvangsudvisning af 12 afviste irakiske asyl-ansøgere risikerer Danmark en dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, skriver Information.
Det mener Thomas Gammeltoft-Hansen, der forsker i asylret og -politik ved Dansk Institut for Internationale Studier.
- Der skal en del til, før domstolen underkender et lands afgørelse i den type sager, men jeg mener, der er gode grunde til, at det kunne ske i denne sag, siger han til Information med henvisning til en bestemt iraker, der var med om bord på udvisningsflyet til Bagdad- nemlig Muhammad Salah Hussein.
Ifølge flere landsdækkende medier, tyder meget på, at Muhammad Salah Hussein blev truet af den delegation, der foretog afhøringer af afviste irakiske asylansøgere i Ellebæk Fængsel den 18. og 20. august. Og spørgsmålet er ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, om truslerne burde være blevet taget så alvorligt, at Danmark skulle have undladt at udsende ham.
En interessant mulighed
Hvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal tage stilling til sagen, skal Muhammad Salah Hussein lægge sag an mod Danmark. Men ifølge hans advokat, Kåre Traberg Smidt, er det ikke et usandsynligt scenarie.
- Det er en meget interessant mulighed at gå til Menneskerettighedsdomstolen på min klients vegne. Det vil jeg kraftigt overveje, siger han til Information.
Med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 har domstolen i Strasbourg i en række principielle domme fastslået, at stater ikke må udvise personer til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling.
- Man kunne meget vel mene, at der i denne her sag er en reel risiko for overgreb, når man lægger det hele sammen. Der er i forvejen sået alvorlig tvivl om, hvorvidt den irakiske regering kan garantere sikkerheden generelt. Dertil kommer så, at der ser ud til at være fremsat en helt konkret trussel mod manden. Og endelig ved vi, at nogle af de irakere, der allerede er blevet sendt tilbage, blev fængslet ved ankomsten til Irak, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Der skal være en reel risiko
Han understreger, at det ikke skal kunne fastslås med sikkerhed, at en person vil blive udsat for overgreb i sit oprindelige hjemland, før der er forbud mod at udsende vedkommende.
- Der skal være en reel risiko for, at det kan ske. Man kan ikke afprøve det, for så er det for sent at forhindre. Og spørgsmål er, om ikke der en reel risiko for, at den her mand vil blive udsat for overgreb i strid med konventionen tilbage i Irak, siger Thomas Gammeltoft-Hansen og understreger, at det kan få betydning for sagen, hvis Muhammad Salah Hussein rent faktisk skulle lide overlast i Irak.
-Men det er under alle omstændigheder en principiel problemstilling, som handler om, hvorvidt der er en forudsigelig risiko ved at sende ham hjem.