WWF: Der kan tjenes penge på grøn energi
05. nov. 2009 15.07 Indland
Opdat.: 05. nov. 2009 15.37Det kan være en rigtig god forretning at investere i grøn teknologi og lokke med fordelagtige lån og tilskud til vedvarende energi. Det viser en rapport fra Verdensnaturfonden WWF og E3G.
- Investeringerne giver nemlig både flere arbejdspladser og bedre klima, hedder det i rapporten, "Scorecards on best and Worst policies for a green new deal", som udkommer i morgen.
Garanteret gevinst
Rapporten konkluderer i følge programmet Orientering på P1, at det både er bedst for samfundet og økonomien, hvis lande som Tyskland og USA målrettet hjælper folk til at isolere deres bygninger.
Men også indsatser, der støtter vedvarende energi og garanterer mindstepriser over en årrække, er en god investering
- Det er krystal klart, at den sikkerhed, som ligger i, at man kan beregne sin gevinst de næste 20 år frem, er en stærk tilskyndelse til at investere, siger leder af Verdensnaturfondens klimaprogram, John Nordbo til Orientering i eftermiddag.
Dårligt at investere i kul
Til gengæld har Verdensnaturfonden og E3G også regnet sig frem til, hvad der dårligst kan betale sig at bruge penge på.
Og det er at yde statsstøtte til en øget anvendelse af fossile brændsler eller til at øge produktionen af kul.
- Ser man på de tyske miner, så skal der så massive tilskud til at holde dem i gang, at enhver økonom med en vis fornuft vil sige, at minearbejderne hellere bør sendes på skolebænken, så de kan kvalificere sig til fremtidens jobs, siger John Nordbo.