Fire millioner har set dansk klimakanal på YouTube
07. dec. 2009 06.00 P3Nyheder
Opdat.: 07. dec. 2009 06.20Topmøder i FN er normalt noget, vi overlader til politikere og eksperter.
Men klimatopmødet, som begynder i dag, skiller sig markant ud.
Udover adskillige små og store events rundt omkring i verden, har millioner af mennesker engageret sig i klimadebatten via Youtube-kanalen Cop 15 "Raise your voice"
Verdens befolkning skal være med
Siden kanalen gik i luften i september, har knap fire millioner været inde og se de mange videoer, der er lagt ud af brugerne selv.
Det er det danske udenrigsministerium, der står bag initiativet i samarbejde med Google og Youtube.
- Denne her klimakonference er ikke kun for embedsmænd og politikere, der skal tale sammen i et konferencecenter. Den er også for verdens befolkning, der skal være med og give deres bekymring til kende, siger ambassadør i udenrigsministeriet, Klauvs A. Holm, til DR Nyheder.
Effektivt redskab
Og udenrigsministeriet har ramt plet, mener Anna Ebbesen, der er ekspert i digital kommunikation.
- Det er fantastisk, at udenrigsministeriet rækker ud og forsøger at give alle en mulighed for at få deres stemme hørt i klimadebatten, siger hun til DR Nyheder.
Også kendisser har lagt videoer ud på kanalen. Blandt andre Helena Christensen og Kronprins Frederik.