Lastbiler lukker mange østjyske veje
16. dec. 2009 06.54 Østjylland
Opdat.: 16. dec. 2009 08.15Vinterens første store snefald har skabt kaos med lukkede veje flere steder i Østjylland onsdag morgen.
Det begyndte allerede ved ettiden natten til onsdag, hvor den første lastbil skred ud og spærrede motorvejen for den øvrige trafik nord for Århus.
Generelt slingrede bilerne rundt i dyb sne på masser af veje, fordi sneplovene ikke kunne følge med eller ikke var tidligt nok ude.
Og ved halvfire tiden blev det galt syd for Århus, hvor to lastbiler stødte sammen i det tykke lag af sne på motorvejen og spærrede for den nordgående trafik.
Motorvejen var stadig klokken syv lukket helt i nordgående retning ved Hasselager, og i sydgående retning blev et af sporene spærret.
Også vejen mellem Skanderborg og Låsby blev lukket af en lastbil.
Vest for Silkeborg blev store dele af trafikken mellem Øst- og Midtjylland lammet, fordi lastbiler holdt hulter til bulter på rute 15.
- Ved Hørbylunde Bakker var vejen helt spærret i begge retninger. Mindst syv lastbiler blokerede vejen, og Falck havde problemer med at nå frem med en stor kranvogn, fortæller politikommissær Knud Lauridsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.