FN beder Danmark sende feltlejr til Haiti
14. jan. 2010 21.41 Indland
Opdat.: 14. jan. 2010 22.06Mens redningsfolk og nødhjælpsarbejdere fra hele verden begynder at strømme til Haiti, sender Danmark og Sverige en lejr af sted, der skal huse nogle af de mange hjælpearbejdere.
Det sker efter en anmodning fra FN, oplyser udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
- Her til aften er vi blevet bedt om at stille et felthovedkvarter til rådighed for FN, og det vil jeg sørge for kommer af sted så hurtigt som overhovedet muligt, siger Ulla Tørnæs i DR programmet Jersild Live.
Dansk-svensk samarbejde
Lejren bliver fredag sendt af sted fra Beredskabsstyrelsen i Herning. I første omgang går turen til Sverige, hvor den svenske myndighed for samfundsberedskab vil samle det danske og svenske bidrag og sørge for at sende det til Haiti.
Lejren kan huse 100 nødhjælpsarbejdere og være fremme i Haiti i løbet af to døgn. Her skal den sættes op på FN-området i hovedstaden Port-au-Prince.
Tidligere af sted med hospital og hunde
Sammen med lejren følger seks ansatte fra Beredskabsstyrelsen, der sammen med svenske nødhjælpsarbejdere skal drive lejren og sørge for blandt andet sanitet og kommunikation. Beredskabsstyrelsen har tidligere deltaget i nødhjælpsarbejde efter naturkatastrofer.
Efter tsunamien i 2005 sendte Beredskabsstyrelsen et mobilt nødhospital til Banda Aceh på Sumatra.
I forbindelse med jordskælvet i Bam i Iran i 2003 sendte Beredskabsstyrelsen redningshunde og hundeførere af sted for at lede efter overlevende i ruinerne.