Nu kan Dødehavsrullerne dateres præcist
20. jan. 2010 08.40 IndlandEfter 10 års intenst laboratoriearbejde er det lykkedes en dansk kemiker at gøre det muligt langt mere præcist at aldersbestemme Dødehavsrullerne.
Dødehavsrullerne, som Jordan og Israel i øjeblikket strides om ejerskabet til, var umådeligt svære at læse, da man fandt dem i klippehuler i 1950'erne, skriver videnskab.dk.
Derfor blev pergamenterne gjort læsbare ved at man udglattede dem med planteolie, som desværre viste sig at vanskeliggøre en præcis kulstof-14-datering.
Olierensning
Men sammen med et internationalt forskerhold har den danske arkæokemiker Kaare Lund Rasmussen på Syddansk Universitet fundet en kemisk metode, der er i stand at rense olien fuldstændigt af pergamenterne uden at ødelægge dem.
Dermed er det for første gang muligt at bestemme pergamenternes alder med en sikkerhed på bare 25 år.
- Gennem mere end 10 år har vi sagt, at det ikke gav mening at datere flere dødehavsruller, før man kender en metode til at trække olien ud. Nu har vi fundet en sådan metode, siger lektor Kaare Lund Rasmussen til videnskab.dk.
Hidtil dateret til 200-100 f.v.t.
Dødehavsrullerne er en stor samling af jødiske håndskrifter på hele pergamentruller såvel som tusindvis af små fragmenter, der blev fundet i 11 klippehuler i stenørkenen nordvest for Det Døde Hav i årene 1947-1956.
Skriftegnenes form tyder på, at teksterne stammer fra cirka 200 år f.v.t. til 100 e.v.t.