Dyrlægeforening retter skarp kritik mod hundeforbud
20. jan. 2010 10.19 Indland
Opdat.: 20. jan. 2010 11.50Formanden for Dyrlægeforeningen retter nu skarp kritik af et forslag om at forbyde 14 hunderacer.
- Der kan ikke lade sig gøre at dæmme op for dette. Et decideret forbud er ikke vejen frem. Der er tale om omvendt bevisbyrde, hvis det er hundeejerne, der nu skal bevise at deres hunde ikke er blandt de 14 racer, siger Arne Skjoldager.
Det var de hårdt bidende, aggressive muskelhunde, der var årsag til at Justitsministeriet i februar 2009 nedsatte et hundeudvalg, der skulle redegøre for omfanget kamphunde. Nu møder udvalgets forslag skarp kritik.
Uskyldige rammes
Udover forbuddet mod de mange racer, finder han det problematisk med de mange krydsninger, som vil være svære at få registreret.
- Jeg kan ikke forstå at disse mennesker er kommet frem til dette forslag. Vi tager skarp afstand for det forslag, der vil ramme uskyldige mennesker. Der findes ikke en test, der vil kunne bevise om en hun er af en bestemt race, siger han.
I forvejen er der allerede forbud mod hunderacerne Pitbull Terrier og Tosa Inu, det forbud trådte i kraft i 1991 og på trods af forbuddet, findes der stadigvæk mange af disse hunde.
Muskelhund i angreb siden 2005
-
August 2009: I Ishøj blev en mand bidt flere gange i armen, men var alligevel i stand til at fange muskelhunden og binde den til en lygtepæl.
-
Juli 2009: Et ægtepar fra Kollund i Sønderjylland blev overfaldet af en eller flere hunde af typen American Bulldog.
-
Juli 2009: En ung dreng går ind til naboen, hvorefter to kamphunde angriber ham og bider hans øre næsten af.
-
Juli 2009: En femårig pige fra Menstrup ved Næstved får knust knoglen i den ene arm af en bullmastiff.
-
Juli 2009: To personer bliver overfaldet og bidt af to løsgående kamphunde i Store Merløse på Midtsjælland
-
April 2009: En mand bliver bidt i hånden, da han vil redde naboens børn fra to aggressive kamphunde.
-
April 2009: To indbrudstyve bruger kamphunde som våben ved et røveri i Århus. Ofrene er skrækslagne.
-
April 2009: En 20-årig kvindelig rytter bliver smidt af sin hest, da en kamphund angriber den.
-
December 2008: Kamphund gik til angreb på dens ejer, som under kampen blev bidt i både øre, øjenbryn og kind, før han reddede sig ind i sit hus og efterlod hunden i haven.
-
August 2008: Femårige pige fra Bornholm bliver angrebetaf to rottweilere.
-
Juli 2008: Fireårig pige blev angrebet af kamphund, da hun var ude at gå tur med sin far.
-
Oktober 2007: En kamphund bider en betjent i skridtet.
-
September 2007: En kvinde mister sin finger, da hendes egen kamphund bider den af under et hundeslagsmål.
-
April 2007: En 15-årig pige blev i aftes angrebet og bidt flere steder, da familiens kamphund pludselig gik til angreb på hende i hjemmet.
-
November 2006: En hyggelig venindetur udviklede sig dramatisk, da den ene kvindes hund pludselig gik amok på veninden. Hunden bed kvinden overalt på kroppen og flåede en ordentlig luns af hovedbunden.
-
Februar 2005: En politiassistent fra Viborg Politi blev udsat for et voldsomt angreb fra en stor hund.